MidgePhoto
Mons BissenbakkerLuka Holmegaards hybride essayroman ”Look”, med undertitlen ”Læsninger” (2020) er en poetisk refleksion over tøjets sociokulturelle og kønnede betydninger. Bogen er en rejse gennem tøjets tilblivelses- og brugshistorie, men den handler også oplagt om den måde, hvorpå tøj kan betinge henholdsvis kønsdysfori og kønseuforisk glæde. Jegets stress udløses næsten parallelt med det tøj, det ikke længere fungerer at gå i, mens det helt rigtige tøj omvendt opleves som livgivende: ”Det her jakkesæt virker bare” (141).
Bogens titel hentyder ikke kun til udseende og stil, men også til det kønsfortolkende blik som en eksistensbetingelse, det bliver tiltagende vanskeligt at bære i diskrepansen mellem, hvad andre mener at kunne se, og hvad jeget forsøger at få plads til at udfolde. På en måde forsøger jeget på en gang at (for)klæde sig og samtidig netop at afsløre sit selv gennem tøjets mange identifikationsmuligheder, og at bevæge sig uden for det binære i en grådig jagt på ”flere køn, mere kærlighed, flere smukke jakkesæt” (s. 141). Tøjet bliver et udgangspunkt, hvorfra hen kan se uden selv at blive underlagt andres granskende blikke: ”forsøger at finde en måde at trække gardiner for, så jeg ikke kan ses, men stadig få sollys ind” (10).
Bogens etiske og æstetiske håb sammenvikles med dens kønnede projekt på den måde, at det hverken er det entydige køn eller ditto sprog, der eftersøges. I stedet kredser værket om det at etablere et blik og en læsning, som tillader ’det andet’ at opholde sig hos én: ”hvad er det at læse, hvis ikke at lukke et andet levende sprog ind i sit eget. At have gæster og være på besøg på samme tid” (153). På den måde arbejder teksten med læsning af andres litterære værker som et åbent, ikke-binære ideal: en ambivalent mulighed af lyst og risiko, der lader sig opsluge af rækker af alternative læsninger snarere end af at søge sproglig beherskelse gennem entydighedens vold.
Forlaget #rosinante
Bogens titel hentyder ikke kun til udseende og stil, men også til det kønsfortolkende blik som en eksistensbetingelse, det bliver tiltagende vanskeligt at bære i diskrepansen mellem, hvad andre mener at kunne se, og hvad jeget forsøger at få plads til at udfolde. På en måde forsøger jeget på en gang at (for)klæde sig og samtidig netop at afsløre sit selv gennem tøjets mange identifikationsmuligheder, og at bevæge sig uden for det binære i en grådig jagt på ”flere køn, mere kærlighed, flere smukke jakkesæt” (s. 141). Tøjet bliver et udgangspunkt, hvorfra hen kan se uden selv at blive underlagt andres granskende blikke: ”forsøger at finde en måde at trække gardiner for, så jeg ikke kan ses, men stadig få sollys ind” (10).
Bogens etiske og æstetiske håb sammenvikles med dens kønnede projekt på den måde, at det hverken er det entydige køn eller ditto sprog, der eftersøges. I stedet kredser værket om det at etablere et blik og en læsning, som tillader ’det andet’ at opholde sig hos én: ”hvad er det at læse, hvis ikke at lukke et andet levende sprog ind i sit eget. At have gæster og være på besøg på samme tid” (153). På den måde arbejder teksten med læsning af andres litterære værker som et åbent, ikke-binære ideal: en ambivalent mulighed af lyst og risiko, der lader sig opsluge af rækker af alternative læsninger snarere end af at søge sproglig beherskelse gennem entydighedens vold.
Forlaget #rosinante
a fading echo
Benji 
Tess (otaku content)
