Gry Stokkendahl Dalgas’ nyudkomne Calluna udspiller sig i det skrivende jegs perioder af jobaktivering mellem 2012 og 2022, men også i midt1800tallet, hvor forfaderen Enrico påbegynder opdyrkningen af den jyske hede, i sen-1600tallets botaniske artsklasificeringsprojekt og i istidens begyndende afslutning.

Dens genkommende tema er det udnyttelsesparadigme, som naturen og menneske er underlagt, og de mange tab, det medfører: den uarbejdsdygtige krop i formålsløs jobprøvning, sommerfuglearten, der udryddes pga. en kommunalt anlagt cykelsti mm.

Noget, der bliver hos mig, er følelsen af skrøbelighed: naturens og karakterernes, og den omsorg, de er beskrevet med. Ikke via udstilling, men med en insisteren på udsatheden, som det, der binder karaktererne, menneskene og naturen sammen. Skrøbeligheden tegner linjer af genkendelse mellem depressions-ramte kolleger og den nørdede transfeminine-in-spe jeg-fortæller, mellem hende og den senvirkningsramte far, den kræftsyge onkel, den PTSD-ramte Sallah og permanent udmattede Michael. Og mellem transpersonerne, der finder hinanden midt i det hele. Det fik mig til at tænke på, hvordan den udsathed, der kan være knyttet til det at være trans i så megen anden samtidslitteratur, typisk bliver fremstillet i dramatiske plot, som sadistisk udnytter den samme skrøbelighed (se fx mine tidligere opslag). Hos Dalgas optræder udsatheden som et vidtrækkende solidarisk potentiale – et værn mod udnyttelsen som primær forbindelsestråd.

Calluna er umiddelbar inviterende i sin scenebeskrivelser og samtidig så stramt og sprogligt velkomponeret, at dens tråde glider umærkeligt sammen og dog hele tiden peger på hinanden. Sætningerne er tunge af betydning og lydlig skønhed, som når Egehjortens ”blanke panser spejler stjernerne” og dens vægt sammenlignes med vægten af et liv, hvis hverdagslige sidste stund, blikket umærkeligt skifter til, før billen letter fra jegets hånd.

En klog og vidunderlig bog.

Anmeldereks. fra forlaget.

Nikolaj Tange Langes meget læseværdige ”Alle Idioter Dummer Sig”, som udkom tidligere i år fortæller en historie om aids i Danmark, som endnu ikke er blevet dækket, nemlig historien om hiv i tiden efter aids-krisens umiddelbare slutning sidst i 90’erne og frem til i dag. Den følger Rune, Daniel og Magnus, som er alle er unge sexdebutanter i hhv. 1993, 2008 og 2023, og hvis skæbner flettes sammen med hinanden og med hiv/aids på tværs af 30 år.

Jeg har skrevet lidt om bogen på #histaids, men hvad jeg ikke fik skrevet er, at ”Alle Idioter Dummer Sig” også indeholder en transmaskulin karakter, nemlig Felix, som er en vigtig del af Magnus’ historie. Felix er Magnus’ ven og fortrolige, som han måske også er lidt lun på. Han er fint beskrevet som del af en ny generation af bøsser, der i højere grad har lært at sige fra over for (ex-/internaliseret) homofobi.

De to har en fin udveksling om grænser, hvor Magnus foreslår, at det måske kan være nemmere for Felix at sætte grænser, fordi han er trans. En udlægning, som Felix bliver ret fornærmet over og holder op mod sine mange oplevelser af grænseoverskridelser i bøssemiljøet. Men jeg synes det er fint set, at det at være trans også kan give erfaringer, der gør én mere skolet i at insistere på sin egen virkelighed, herunder hvor ens grænser går.

En god bog om hiv/aids, og nyere bøssehistorie, der ikke kun er cis-bøssehistorie.

Anmeldereksemplar fra forlaget.

For nylig har jeg læst to bøger, som tematiserer faderskab til transbørn:

”Månen er af papir” (2025) af Morten Leth Jacobsen handler om en far, der har det med at forsvinde ind i en fantasiverden. En ø af sikkerhed, hvor familiens udfordringer relateret til psykoser, autismediagnoser og transkønnethed føles en smule på afstand. Øen tilbyder nemlig sine egne, mere håndgribelige udfordringer i form af et mystisk tårn, der gror som en bønnestage frem af jorden. Faderen bliver dog nødt til at kæmpe sig ud af sin fantasiverden og lærer på vejen – via sin transkønnede datter – noget om sig selv og om årsagen til sit eget behov for at trække sig fra virkeligheden. Plottet og stemningen minder mig lidt om 2. del af Michael Endes ”Den uendelige historie”, der også handler om en far-barn-relation og om en vejen tilbage til virkeligheden, der går igennem fantasien som værktøj.

”Ikke et kirsebær” (2023) af Jacob Hero er mere socialrealistisk. Den handler om en far, der er i sorg over at have mistet sin transmaskuline søn. Nogle år efter tragedien kører han fra Danmark til Østrig for at besøge sin døende mor. På vejen møder han ung kvinde, som han får mulighed for at yde den beskyttelse, han ikke var i stand til at give sin søn. Turen giver ham rig lejlighed til at reflektere over den hårde og uforsonende attitude, som prægede hans relation til sønnen og ex-konen. I tilbageblik afsløres baggrunden for hans hårdhed, nemlig en barndom med en brutal far, som ’hærdede’ hans ellers naturlige blødhed til en kompromisløs hårdhed, der kommer til at stå i vejen for han evne til at håndtere sønnens udfordring af, hvad køn kan være. Beskrivelsen af de skadelige virkninger, det kan have at blive afkrævet at udvise maskulin brutalitet er fin – nok det bedste i bogen.

Begge bøgerne handler om svære selvindsigter, som mødet med det transkønnede barn tvinger fædrene til. Om at være en utilgængelig machomand eller en utilgængelig drømmer, og om at blive bragt tilbage til virkeligheden.

Der findes meget lidt dansksproget litteratur med transmænd før 2020’erne. En lille undtagelse er Niviaq Korneliussens “HOMO sapienne” (2014), som først udkom på grønlandsk, men som året efter blev genudgivet af Korneliussen på dansk. Formen er overvejende stream of consciousness iblandet kortere dialoger, og det er også én af de første romaner, der genremæssigt eksperimenterer med brug af SMSer som del af sit sproglige udtryk.

Romanen følger fem queer karakterer i Nuuk. Én af dem et Ivik, som er forelsket i Sara, men som ikke rigtig kan få forholdet til at fungere. Trods forelskelsen er der noget med krop og intimitet som ikke rigtig virker til at kunne lade sig gøre og som skubber Sara væk fra ham. Samtidig bliver Ivik tiltagende udmattet af alle de forklaringer, som det virker til, at alle afkræver ham og som er svære at give, fordi det hele endnu ikke rigtig giver mening inde i Ivik selv.

Iviks kapitel af “HOMO sapienne” fanger en oplevelse, der ikke så tit bliver beskrevet i litteratur om transpersoner, nemlig den, at være på vej til en erkendelse af at være trans uden helt at være der endnu. Sektionen slutter på en fin pointe om, at det værste man kan forestille sig – for Ivik at forholdet til Sara skal gå i stykker – nogle gange kan vise sig at udgøre den helt rigtige og kærlige anerkendelse af, hvem man er.

Hvis man er interesseret i at høre flere perspektiver på at være transmand i Kalaallit Nunaat – i skyggen af mange koloniale dynamikker – kan man fx lytte til det seneste afsnit af podcasten Helt igennem Trans.

https://podcasts.apple.com/dk/podcast/miko-jeg-er-stavnsbundet-til-dk/id1818800448?i=1000725254548

Når det litterære cis-blik beskriver transkroppe, er det typisk på nyfigne og ofte lidt klamme måder, der mest handler om cis-blikkets projekter og bekymringer. En translitterær modstrategi derfor være at anlægge en hvis tilbageholdenhed i forhold til at beskrive transkroppen.

Her kan man sige at Lasse Dyrholm Jensens debut ”Supersoaker” går i den modsatte grøft. Bogen giver nemlig på nogle måder cis-blikket præcis, hvad det efterspørger: konkrete og kødelige beskrivelser af kønsbekræftende kirurgi. Alligevel er det ikke en bog, der fremstår udleverende. Og det er måske først og fremmest fordi, Supersoaker giver det nysgerrige blik meget(!) mere end det har bedt om.

Digtene insisterer på at skildre det, som cis-blikket i sin skrækblandede fascination af transpersoners operationer på én gang ønsker at se og samtidig viger tilbage for at tage konsekvenser af, nemlig alle kroppes kødelighed og dødelighed: Det skrøbelige materiale, vi er lavet af – og som hele kønsmagtsystemer er bygget op om – er det er samme som koens og grisens i køledisken. Og her tillader Supersoaker ikke cis-blikket at skyde transpersonen ind foran sig for at undslippe sin egen døds- og operationsangst.

Med et gennemgående associativt greb leder bogens ene kød-billede til det næste: Mørbraden i køledisken minder om trans-pikken, der minder om mormors flæskesteg, der fører til et minde om de for lange kønslæber, som nogle cis-mænd mener, at cis-kvinder bør få fjernet osv. På én gang skildres det kødeligt poetiske i kirurgisk assisteret kønsbekræftende behandling, og den tilfældighed hvormed nogle operationer (kønslæbereduktion, åreknudefjerning, hjerteoperationer) fremstår som almindelige, mens transpersoners kønsbekræftende kirurgi mærkværdiggøres.

Der er en skrøbelighed i at lade andre se sin sult, sin kropslige afhængighed af kødet. Det er denne universelle afhængighed, digtsamlingen insisterer på. Supersoaker er smuk, brutal og velvilligt komisk.

Digtsamlingen ”Havet i munden” er Danmarks første testo-bog. Den tager udgangspunkt i oplevelsen af at være i transition og ny på testosteron. Holmegaards ”Havet i munden” fra 2023 er tøvende og prøvende. Den er ikke investeret i transition som en vej mod et givet mål og opererer ikke med nogen klar distinktion mellem et før og et efter. I stedet udgør den en forsigtig lænen sig ind i de nye muligheder og oplevelser, som en transitionerende krop tilbyder: Oplevelsen af at døre åbnes, og at livet præsenterer sig som en ny euforisk uforudsigelighed, som et forfra (62), som juni måneds temperament (12), som en krop fyldt med lys (10).

Digtene afsøger muligheden for at beskrive trans-erfaringer uden at udpensle, udlevere, forklare eller blotlægge transpersonens krop for det nyfigne ciskønnede blik, der tit kommer til at spejle behandlingssystemet i sin insisteren på uhæmmet adgang til transpersonens krop og psyke. Mod cisblikkets grænseløshed trækker bogen på BDSM-etikkens ligeværdige samtykkeforhandling og genforhandler relationen til læseren i regi af et dominansspil, hvor nægtelse og tilbageholdelse bliver vigtige elementer. Mod klinikkens krav til jeget om at benytte smerten som en handelsvare, der kan byttes for retten til behandling, sætter den leg med smerte som æstetisk nydelsesobjekt og vej til åbnede intimitet.

Havet bliver den centrale kønsmetafor: en på én gang en omsluttende restriktion og og opløftende frihed af flydende flerhed. Vand er en ofte brugt metafor i international translitteratur. Nogle gange som en modstand, der drukner ens stemme, men andre gange som en konkretisering af kønslig ”fluidety.”: et frigørende og oppebærende element, der modsætter sig kategorisering og entydighed. Hvis "Hund, stille" næsten opgav at tale, så vil "havet i munden" gerne lære at tale sådan som vandet er – flydende, bølgende og uden hårde forskelle: at holde havet i munden.

Hund, stille (2023) er en bog om de begrænsede rammer for queer sprogliggørelse i en verden, der ikke investerer i at lytte. Den handler bl.a. om mødet med de cisnormative rammer, som begrænser rummet for kønslig anerkendelse. Det skrivende jeg, som tidligere har ”kunnet give noget mere, der hvor noget manglede” (15), nærer i Hund, stille en dyb mistro til den ciskønnede læsers evne til at forstå og fortolke uden vold. Den implicitte vold skildres bl.a. i en række kommunikative sammenbrud omkring transkønnethed, hvor jeget på afstand ser sig selv, prisgivet andres miskendelse. Betegnende er det i disse scener den ciskønnede samtalepartner og dennes pladskrævende tale og affektive reaktioner – irritation, frustration, chok, hånlatter, aggression – der dominerer, mens der omvendt ingen beskrivende adjektiver er tilovers til det transkønnede du’s følelsesmæssige reaktioner.

Tavsheden bliver derfor også dens resigneret modtræk til den ciskønnede stilhed omkring transkønnethed. På den måde kan man sige, at Hund, stille nægter at tilbyde forklaringer og beskrivelser som betaling for eksistens. I stedet arbejder den med det mere tilbageholdte sprog.

Spørgsmålet om sprogets og kommunikationens (u)mulighed udspiller sig bl.a. i forhold til Wittgensteins sprogfilosofi, der ender på en konklusion om det entydige sprogs umulighed. ”Hund, stille” ender dog alligevel på en spinkel tiltro til, at det kan lade sig gøre at skabe en plads i verden. Dens slutsætning fortæller om Wittgenstein, at: ”en komponist skrev en klaverkoncert kun for venstre hånd til hans bror, efter han mistede armen” (42). Bogens håb investeres således i et politisk og kunstnerisk rum, hvis udgangspunkt er den ikkenormative krop. Et sted, hvor imødekommelsen af denne krop gøres mulig, ikke som kompromis, men som kunstens og kommunikationens anledning og form.

How to be a man (with pictures) (2021) undersøger maskuliniteten som et forvirrende, selvmodsigende og til tider barokt komisk identifikations- og begærsobjekt. Teksten former sig som en slags radymade selvhjælpsbog sat sammen af Jordan Peterson-agtige dogmer om maskulinitet. Gennem disse doktriner og regler undersøger bogen de mange modstridende forventninger til maskulinitet. Dogmernes absurditet bliver fx tydelig, når maskulinitetens selvforståelse som stålsat glider over i dens åbenbart højest fleksible evne til at tilpasse sig omstændighederne: En række ”ufravigelige principper” for maskulinitet består fx mest af undtagelser fra samme principper, der argumenterer for, hvorfor undtagelsen lige præcis bekræfter reglen. Maskulinitetens magt består tydeligvis i at være den, der laver reglerne, så den ”rigtige” mand kan fremstå urokkelig uanset, hvor han rokker hen.

Teksten bliver fortalt af et “vi” (måske en abstraktion af ’mænd’, måske et mere kønsligt diverst jeg?), hvis maskuline forherligelser bærer på et tydeligt homoerotisk tonet begær efter skrøbelig intimitet med andre mænd. Transmaskulinitet optræder her i glimt som en forstyrrelse af ’Vi’-ets macho-idealiseringer, men også som en påmindelse om, at alle mænd i princippet er transmænd i den forstand, at maskulinitet per definition kræver deltagelse i forskellige i fysisk, kognitivt og socialt maskuliniserende processer.

En fin og virkelig sjov tekst med illustrationer af C Clement. En bog for alle, der har et hemmeligt crush på en mekaniker…

Luka Holmegaards hybride essayroman ”Look”, med undertitlen ”Læsninger” (2020) er en poetisk refleksion over tøjets sociokulturelle og kønnede betydninger. Bogen er en rejse gennem tøjets tilblivelses- og brugshistorie, men den handler også oplagt om den måde, hvorpå tøj kan betinge henholdsvis kønsdysfori og kønseuforisk glæde. Jegets stress udløses næsten parallelt med det tøj, det ikke længere fungerer at gå i, mens det helt rigtige tøj omvendt opleves som livgivende: ”Det her jakkesæt virker bare” (141).

Bogens titel hentyder ikke kun til udseende og stil, men også til det kønsfortolkende blik som en eksistensbetingelse, det bliver tiltagende vanskeligt at bære i diskrepansen mellem, hvad andre mener at kunne se, og hvad jeget forsøger at få plads til at udfolde. På en måde forsøger jeget på en gang at (for)klæde sig og samtidig netop at afsløre sit selv gennem tøjets mange identifikationsmuligheder, og at bevæge sig uden for det binære i en grådig jagt på ”flere køn, mere kærlighed, flere smukke jakkesæt” (s. 141). Tøjet bliver et udgangspunkt, hvorfra hen kan se uden selv at blive underlagt andres granskende blikke: ”forsøger at finde en måde at trække gardiner for, så jeg ikke kan ses, men stadig få sollys ind” (10).

Bogens etiske og æstetiske håb sammenvikles med dens kønnede projekt på den måde, at det hverken er det entydige køn eller ditto sprog, der eftersøges. I stedet kredser værket om det at etablere et blik og en læsning, som tillader ’det andet’ at opholde sig hos én: ”hvad er det at læse, hvis ikke at lukke et andet levende sprog ind i sit eget. At have gæster og være på besøg på samme tid” (153). På den måde arbejder teksten med læsning af andres litterære værker som et åbent, ikke-binære ideal: en ambivalent mulighed af lyst og risiko, der lader sig opsluge af rækker af alternative læsninger snarere end af at søge sproglig beherskelse gennem entydighedens vold.
Forlaget #rosinante

Efter en ørkenvandring af stereotype cis skildringer af transkvinder, var det en hel lettelse at læse Jøren Stormgaards ”En anden verden” (2021), som indeholder et fint portræt af en transkvinde. Romanen er en familiehistorie, som bl.a. omhandler danske Gabriels udvanding til Argentina i mellemkrigsårene. Her møder han transkvinden Sara, som han er kærester med, indtil pligtfølelsen får ham til i stedet at gifte sig med en ciskvinde. Tiderne ændrer sig dog og Sara, som forbliver hans store kærlighed, dukker atter op i hans liv.

Bogens portræt af Sara er ikke nogen heltefortælling, men det er alligevel bemærkelsesværdigt pga. alt det, det IKKE gør, som ellers nærmest er dogme i cis-litteratur om transkvinder:

* Der er intet drama omkring Saras transstatus. Dvs. ingen hentydninger, der ender i en chok-afsløring af kønsorganer-in-your-face. Gabriel ved udmærket, hvad han går ind til, da han ankommer til ’sådan en fest’, og han er godt i stand til at aflæse 1920’ernes kulturelle transkoder: Han kan faktisk godt LIDE transkvinder, føler sig ikke snydt af dem og er ikke skabshomo heller.
* Saras kvindelighed fremstillets ikke som ’fake’,æ: Hendes krop er, som den er, og hun er den hun siger, hun er, uden at dette fremstilles som et paradoks eller en løgn. Transfemininitet is just a fact of life.
* Historien om Sara centreres ikke om vold, voldtrusler eller transfobi. Sara er ikke en tragisk figur (plotspoiler: Hun overlever, og har endda et liv!), og hun bliver heller ikke reddet af ham.
* Sara er ikke den eneste transkvinde i hele verden, men er del af et lokalt kendt transmiljø.
* Selvom Gabriel bruger Sara i sit personlige halv-koloniale frigørelsesprojekt, får hans projekt ikke lov til at stå alene: Sara vender tilbage til historien og har sit eget liv efter og hinsides ham

Mao. Et fint lille portræt, hvis transhistoriske forarbejde udgør lidt af en undtagelse i dansk cis-litteratur.