Zoi

Jeg kan lige så godt starte med at smide armene opgivende i vejret og indrømme: jeg elsker stort set alt ved denne bog. Forsiden, ideen, måden den er udført på – det er mit syltetøj, som amerikanerne siger.

“Zoi” derimod – den er dansk og Jane Mondrups anden voksenroman. Den første hed “Zeitgeist” og var alternate history, men denne gang er der dømt god gedigen science fiction, american style. Rum! Rumvæsener! Rumrejser! Hvad mere kan man bede om?

Zoi er titlen, men også betegnelsen på en type rumvæsener, der nu har besøgt solsystemet et par gange – ikke menneskeheden, forstås, for de lader til at bruge Solen som ladestation, førend de drager videre. Det er dog ikke Clarkes Rama, vi snakker om, men i stedet levende organismer, der drager gennem verdensrummet – mod ukendte mål, fra en ukendt oprindelse og med ukendte motiver. De er kæmpemæssige og cellelignende.

Og venligsindede, viser det sig.

Ved kontakt med levende væsener åbner zoierne sig og lader til at byde dem indenfor – ja, gør endda sit for at skabe et miljø, der understøtter liv for dem. Men kommunikation, det er der intet af ud over det faktum, at zoierne tydeligvis reagerer på deres tilstedeværelse.

Amira er en af de astronauter, der netop at trængt ind i en zoi for at blive der, når den forlader solsystemet. Hun var fem år gammel, da den første af dens slags blev observeret, og hele hendes liv har været fanget ind i deres tyngdekraft. Hun har drømt om at være lige præcis der, hvor hun er nu, men hun kan ikke vide, hvad mødet vil komme til at betyde for hende selv, for menneskeheden og for zoierne.

Historien fortælles i krydsklip mellem Amiras fortid og hendes liv sammen med tre andre astronauter om bord på zoien. Det er i sagens natur en lidt stillestående historie, for der er ingen overhængende fare eller gåde, der skal løses inden en deadline, men Mondrup formår at gøre det spændende og fascinerende ved ganske roligt at lade tingene udvikle sig – menneskene har været i deres nye miljø et stykke tid, og det er begyndt at påvirke dem. Det ændrer den måde, de ser på hinanden og sig selv på, men hvorfor? Har deres vært et motiv? Har den overhovedet tanker? Kan de leve med det, der er ved at ske? Der er masser af spørgsmål, og som læser følger man dem den fordybelse, der følger en rigtig god læseoplevelse. Mondrup smider med spørgsmål, men hun smider også med teorier og ideer, så man på intet tidspunkt keder sig.

Det er intelligent, det er ambitiøst, og det er helt igennem en fornøjelse.

Er man på uransagelig vis havnet i den situation, at man kun læser én danske science fiction-roman i år – så bør det være “Zoi”.

#dansk #JaneMondrup #rumvæsener #scienceFiction

In Jane Mondrup's new hard science fiction/ science fantasy novel "Zoi," people travel the stars inside a big single-celled organism...but have no control over where it goes. To learn more about this cool sci-fi story, check out this exclusive interview.
https://paulsemel.com/exclusive-interview-zoi-author-jane-mondrup/
📖🪐🦠
. . . . . . . . . . . .
#JaneMondrup #JaneMondrupInterview #JaneMondrupZoi #JaneMondrupZoiInterview #ScienceFiction #SciFi #HardScienceFiction #HardSciFi #SciFiBooks #ScienceFantasy
In Jane Mondrup's new hard science fiction/ science fantasy novel "Zoi," people travel the stars inside a big single-celled organism...but have no control over where it goes. To learn more about this cool sci-fi story, check out this exclusive interview.
https://paulsemel.com/exclusive-interview-zoi-author-jane-mondrup/
📖🪐🦠
. . . . . . . . . . . .
#JaneMondrup #JaneMondrupInterview #JaneMondrupZoi #JaneMondrupZoiInterview #Books #Reading #AuthorInterview #AuthorInterviews #BookTok #ScienceFiction #SciFi #HardScienceFiction #HardSciFi #SciFiBooks #ScienceFantasy

Solarpunk

Cyberpunk efterlod os mange ting – men mest håndgribelig er nok strømmen af -punk-undergenrer, der er fulgt i dens kølvand. En af de seneste er solarpunk, der også forsøger at eftergøre den manifest-baserede tilgang til fremtidsskabelsen: her skal det være de positive visioner, der handler om – der skal være styr på miljøet, vi skal have fundet en balance med verden, der skal være noget at se frem til.

Men hvordan skriver man så spændende historier på den baggrund?

Det samler den danske antologi “Solarpunk” (fra forlaget Krabat, redigeret af Helle Perrier) 20 forskellige bud på. Her er gammelkendte navne som A. Silvestri, Gudrun Østergaard og Lars Ahn, enkelte folk jeg er stødt på i andre antologier og nogle navne, der er helt nye for mig. Der er også en noget anden tilgang, end jeg havde forventet.

Jeg havde regnet med at se højteknologiske løsninger og en menneskehed, der havde spredt sig ud i galaksen, men samtlige noveller foregår på Jorden, og det er meget få af dem, der føles futuristiske, i betydningen teknologisk. Mange føles pastorale og finder sted, hvor personerne lever i samspil med naturen ved at arbejde hårdt og være bevidst om, at der skal være en balance. Her føler man måske, at der må ligge en større katastrofe til grund for den verden, som har sænket befolkningstallet voldsomt, men det er ikke noget, der italesættes.

En anden vinkel, der overraskede mig, er, hvor sjældent de fortalte historier bindes sammen med den fortalte verden. Forfatterne har gjort sig nogle tanker om fremtiden, men meget ofte er det begrænset, hvor meget det påvirker plottet. Her er det flere gange historier om at finde kærligheden eller sig selv eller der, hvor man passer ind, og det er positive fortællinger, der passer meget godt i genrens ånd, men samtidig føler jeg også, at de måske mangler noget nødvendighed. Behøvede de være solarpunk?

Jeg mistænker, at noget af det skyldes, at en stor del af forfatterne er yngre end undertegnede, mange af dem er kvinder, og en del af personerne er yngre mennesker. Alt dette er positivt – nye stemmer og nye vinkler er en god ting – men det får mig til at føle, at “Solarpunk” er mere YA-rettet, end jeg havde troet. Til gengæld tror jeg så, at antologien der rammer rigtig – der er gribende historier, fremtiden gøres nærværende, og den er hurtigt læst. På den måde er det en starter-antologi, og dem har vi ikke mange af på dansk – så hvis du kender et ungt mennesker, ville “Solarpunk” være et godt gateway drug. Den er flot pakket ind, og indholdet leverer varen til det påvirkelige, unge sind.

Vante (ældre) sf-læsere vil måske ikke være lige så entusiastiske, men helt ærligt: det er os, der skal dø i katastrofen, før resten af menneskeheden opnår en balance med naturen, så skidt med det.

For mig personligt var historierne nok til tider lidt for tandløse, men hvis jeg skulle udpege et par favoritter, ville det være Jane Mondrups “Godset”, hvor et barn af den nye verden meget konkret møder den gamle verden og udstiller forskellene i tankegang, og “Smertens vinger” af Niels Christensen, der leverer lidt mere action, samtidig med den stiller nogle spørgsmål ved utopien.

#ASilvestri #AlexandraVinther #AnneSpangetLarsen #antologier #BarbaraBeatriceDavidsen #CGValentin #dansk #GudrunØstergaard #HellePerrier #JaneMondrup #LoneSole #MariaAagaard #NielsChristensen #NikolineKaiser #SabineBaudtlerVedersø #scienceFiction #Solarpunk #StineBahrt #TanjaRBisgaard #ThomasPedersen

https://superkultur.dk/2023/12/26/solarpunk/

Solarpunk – SUPERKULTUR