Mere end overlevelse

Der er en særlig vemod over at læse “Mere end overlevelse” – den er det nittende bind i “Lige under overfladen”, Science Fiction Cirklens antologier af sf skrevet af både gamle og nye forfattere; og det var den sidste antologi, som Carl-Eddy Skovgaard nåede at samle, inden han afgik ved døden tilbage i juli sidste år. Det var ham, der løb serien i gang og holdt den kørende gennem så mange udgivelser. Dette sidste bind nåede han dog ikke at færdiggøre, så Johannes Lundstrøm har stået for finpudsningen af udgivelsen.

Den har af samme grund fået lov at stå et stykke tid, inden jeg kastede mig over den. Og bag ved vemoden gemmer der sig heldigvis et godt gensyn med en god, bred tilgang til genren og dens udøvere.

25 noveller er det blevet til – hvilket måske nok føles lidt voldsomt, men også understreger, at man gerne vil ramme bredt.

Og bredt bliver der ramt, på godt og ondt. Tematisk breder vi os fra fortid til fremtid, ligesom navnene dækker gammelkendte og etablerede som Kenneth Krabat, Richard Ipsen, Irene Scharbau over folk som Superkulturs egen Jakob Emiliussen og andre, der får har optrådt i serien, til folk, jeg aldrig er stødt på før. Kvaliteten – og det, der tiltaler læseren – er selvfølgelig svingende, og det bør den være i et bind af “Lige under overfladen”. Her er både de gedigne historier, man kan fæste sin lid til, de lidt svagere, hvor man aner udviklingsmulighederne, og så de overraskende gode.

Jeg synes, det er kendetegnende for “Lige under overfladen”, at de stikker lidt i alle retninger, så det er svært at sige noget samlende om bogen (omend det er sjovt, at både The Beatles og Elvis bliver behandlet, omend på helt forskellig vis) – men skulle man udstykke et ønske for fremtiden, ville det være håbet om, at der var lidt mere tid og overskud til at arbejde med forfatterne på deres historier, for jeg synes, der er flere, som med et minimum at tilrettelse kunne have hævet sig betragteligt. Sådan er det naturligvis, når arbejdet sker på frivillig basis – her får forfatterne noget erfaring ved at gøre, og så kan man som læser se frem til at se dem udvikle sig.

Jeg har læst samlingen over et godt stykke tid, så jeg vil ikke her forsøge at finde favoritter – men blot fastslå, at den hurtigt bladren igennem teksterne betød, at jeg faktisk genkaldte dem alle med en vis grad af glæde. Det er godt klaret af en sådan antologi. “Mere end overlevelse” er en værdig en af slagsen – jeg krydser fingre for, at Johannes Lundstrøm har haft en tilpas positiv oplevelse med sin del af arbejdet til, at han vil overtage serien.

#antologier #dansk #scienceFiction #scienceFictionCirklen

48 timer i Massachusetts-havet

Det har regnet meget på det sidste. Bevidstheden om en verden i forandring synes at strømme ned over én og op gennem fodsålerne. Det gjorde “48 timer i Massachusetts-havet” til en lidt deprimerende bog at læse, for hvis der er én ting, som går igen, så er det havene, der stiger og stiger og lader den gamle verden forsvinde.

“48 timer i Massachusetts-havet” er en antologi med 14 science fiction-noveller, som SFC har udgivet, og de er allerede på forsiden betegnet som klimafiktioner. Bag den forside gemmer sig en perlerække af navne, som Kim Stanley Robinson, Lavie Tidhar, Ken Liu og Pat Murphy – det alene burde være nok til at kaste sig over bogen. Men navne er ikke nok … og heldigvis er indholdet også godt.

Det er nærliggende at sammenligne antologien her (fra 2021) med Solarpunk, der udkom sidste år – faktisk er termen hopepunk også nævnt på bagsiden, så der er et ret tydeligt slægtskab. Denne spreder sig dog lidt mere i behandlingen af emnet – historierne foregår både før og efter katastrofen, og flere af dem tager også den mere teknologisk mindede tilgang, som var fraværende i Solarpunk. Men begge har en tendens til at se verden som noget, der fortsætter, på godt og ondt, også selv om det samfund, læseren kender, er gået under.

Men derudover er det nok uretfærdigt at sammenligne de to, for det er genreveteraner, der står for denne omgang.

“48 timer i Massachusetts-havet” hører til på listen over bøger, man skal have fat i, hvis man læser science fiction på dansk – og jeg kunne godt håbe, at den også havde på nogle klimafiktionslister, for det er spændende visioner og gode historier, der præsenteres.

Det er Niels Dalgaard og Lise Andreasen, der har udvalgt historierne, mens Dalgaard har oversat og leveret efterord.

#antologier #CamilleAlexa #CarrieVaughn #CatharynneMValente #DanielThron #JeanLouisTrudel #KimStanleyRobinson #Klima #LavieTidhar #MitchSullivan #NicoleFeldringer #PatMurphy #PaulDoherty #SamJMiller #scienceFiction #SeanWilliams

https://superkultur.dk/2024/02/15/48-timer-i-massachusetts-havet/

48 timer i Massachusetts-havet – SUPERKULTUR

Solarpunk

Cyberpunk efterlod os mange ting – men mest håndgribelig er nok strømmen af -punk-undergenrer, der er fulgt i dens kølvand. En af de seneste er solarpunk, der også forsøger at eftergøre den manifest-baserede tilgang til fremtidsskabelsen: her skal det være de positive visioner, der handler om – der skal være styr på miljøet, vi skal have fundet en balance med verden, der skal være noget at se frem til.

Men hvordan skriver man så spændende historier på den baggrund?

Det samler den danske antologi “Solarpunk” (fra forlaget Krabat, redigeret af Helle Perrier) 20 forskellige bud på. Her er gammelkendte navne som A. Silvestri, Gudrun Østergaard og Lars Ahn, enkelte folk jeg er stødt på i andre antologier og nogle navne, der er helt nye for mig. Der er også en noget anden tilgang, end jeg havde forventet.

Jeg havde regnet med at se højteknologiske løsninger og en menneskehed, der havde spredt sig ud i galaksen, men samtlige noveller foregår på Jorden, og det er meget få af dem, der føles futuristiske, i betydningen teknologisk. Mange føles pastorale og finder sted, hvor personerne lever i samspil med naturen ved at arbejde hårdt og være bevidst om, at der skal være en balance. Her føler man måske, at der må ligge en større katastrofe til grund for den verden, som har sænket befolkningstallet voldsomt, men det er ikke noget, der italesættes.

En anden vinkel, der overraskede mig, er, hvor sjældent de fortalte historier bindes sammen med den fortalte verden. Forfatterne har gjort sig nogle tanker om fremtiden, men meget ofte er det begrænset, hvor meget det påvirker plottet. Her er det flere gange historier om at finde kærligheden eller sig selv eller der, hvor man passer ind, og det er positive fortællinger, der passer meget godt i genrens ånd, men samtidig føler jeg også, at de måske mangler noget nødvendighed. Behøvede de være solarpunk?

Jeg mistænker, at noget af det skyldes, at en stor del af forfatterne er yngre end undertegnede, mange af dem er kvinder, og en del af personerne er yngre mennesker. Alt dette er positivt – nye stemmer og nye vinkler er en god ting – men det får mig til at føle, at “Solarpunk” er mere YA-rettet, end jeg havde troet. Til gengæld tror jeg så, at antologien der rammer rigtig – der er gribende historier, fremtiden gøres nærværende, og den er hurtigt læst. På den måde er det en starter-antologi, og dem har vi ikke mange af på dansk – så hvis du kender et ungt mennesker, ville “Solarpunk” være et godt gateway drug. Den er flot pakket ind, og indholdet leverer varen til det påvirkelige, unge sind.

Vante (ældre) sf-læsere vil måske ikke være lige så entusiastiske, men helt ærligt: det er os, der skal dø i katastrofen, før resten af menneskeheden opnår en balance med naturen, så skidt med det.

For mig personligt var historierne nok til tider lidt for tandløse, men hvis jeg skulle udpege et par favoritter, ville det være Jane Mondrups “Godset”, hvor et barn af den nye verden meget konkret møder den gamle verden og udstiller forskellene i tankegang, og “Smertens vinger” af Niels Christensen, der leverer lidt mere action, samtidig med den stiller nogle spørgsmål ved utopien.

#ASilvestri #AlexandraVinther #AnneSpangetLarsen #antologier #BarbaraBeatriceDavidsen #CGValentin #dansk #GudrunØstergaard #HellePerrier #JaneMondrup #LoneSole #MariaAagaard #NielsChristensen #NikolineKaiser #SabineBaudtlerVedersø #scienceFiction #Solarpunk #StineBahrt #TanjaRBisgaard #ThomasPedersen

https://superkultur.dk/2023/12/26/solarpunk/

Solarpunk – SUPERKULTUR