The Eyes Are the Best Part
Der er historier, som jeg forestiller mig med larvefĂždder â ikke fordi de nĂždvendigvis er tunge eller langsomme, men fordi de bevĂŠger sig fremad med et roligt og forudsigeligt trĂ„d. Handlinger har konsekvenser, som fĂžrer til nye konsekvenser, som fĂžrer handlingen fremad. âThe Eyes Are the Best Partâ er en af de historier, og den bevĂŠger sig indledningsvist med en overraskende lethed.
MĂ„ske er det, fordi setuppet er sĂ„ stĂŠrkt, at den sendes af sted med ekstra energi. Ji-Won er alene i en nedslidt, lille lejlighed med sin mor og lillesĂžster â faderen har forladt dem, og moderen er mere eller mindre gĂ„et i stykker af det. Men snart kommer mor hjem med gode nyheder: hun er forelsket. Og snart flytter George ind â hvid og meget glad for koreansk kultur pĂ„ en mĂ„de, der virker lige dele parodisk og foruroligende. Den type, man ofte mĂžder pĂ„ internettet. âJeg taler koreansk!â for dernĂŠst at maltraktere noget, der mĂ„ske er det rette sprog.
Sammenbruddet i Ji-Wons normale verden sĂŠtter snart sine spor i hendes sind og udmĂžnter sig i en fokusering pĂ„ Ăžjne â det bringer held at spise fiskeĂžjne, sĂ„ hvad ville det mon bringe at spise Georges Ăžjne.
DesvĂŠrre mister romanen den indledningsvise fremdrift â larvefĂždderne kĂžrer stadig, men det er forudsigeligt og hen ad vejen ogsĂ„ lidt kedeligt. Vi ved, hvor vi skal hen, men vi skal fĂžres hen ad vejen. Der er momentvise glimt, hvor Monika Kim rammer balancegangen pĂ„ kanten af det absurde (sĂ„som Geoffrey, klassekammeraten med det skingre motto âIâm an ally!â) DesvĂŠrre holder de ikke ved og falder i grĂžften, hvor de nok er lidt kedelige.
#horror #MonikaKim