💸 https://tidende.dk/miljoe/klimaskov-paa-vej-til-hasle/136872 (bag betalingsmur, beklager)
Man vil rejse 8 hektar skov ved siden af #HasleLystskov, og man taler om “grundvandsressourcer, klimasikring og [CO₂]-reduktion.” Det lyder jo altsammen dejligt, og jeg er tilhænger af mere skov og rewilding overalt hvor det er muligt, men når man så kigger på tallene står der:
> »Skoven ved Hasle forventes derfor med sine op til otte hektar at kunne binde op til 96 ton [CO₂] per år.«
Og så tænker jeg ”Øhm, regnede jeg for nogle år siden ikke ud at jeg udleder ca. 8 ton CO₂ om året?” Husker jeg virkelig helt galt? Det håber jeg, for så vil den 8 hektar store “klimaskov” binde CO₂ for bare et dusin indbyggere — det forslår da som en skrædder i Helvede (men har selvfølgelig andre virkninger end blot CO₂-fangst).
Pointe: Når det er vi får slynget tal ud som klimaskovens 96 ton eller regeringen projektion på 34 mio. ton, så synes jeg godt vi kan forlange at få at vide hvor meget det rent faktisk batter i det store billede (osse selv om billedet kun handler om Danmark), eller om man bare forsøger at putte os blår i øjnene.
(Og i parentes bemærket synes jeg godt at “alle medierne” snart kunne tage at lære at det hedder CO₂ og ikke CO2.)
Klimaskov på vej til Hasle
Growing Trees Network og regionskommunen har planer om at rejse cirka otte hektar skov ved siden af Hasle Lystskov. Hvis alt går efter planen, vil en ny skov rejse sig i området mellem Siegårdsvej og Hasle Lystskov. Der er tale om en såkaldt klimaskov på otte hektar, som regionskommunen vil etablere med støtte fra den selvejende institution Growing Trees Network. Skoven er den anden af sin slags, efter parterne sidste år rejste en skov på knap fem hektar i Aakirkeby. Det er kommunen selv, der ejer arealet på i alt 10 hektar, hvor der har været dyrket sprøjtefrit landbrug i mange år. Arealet ligger på landet udenfor byudviklingsinteresser. Ikke så langt derfra, for enden af Toftelunden, har kommunen sat et område til salg til boligområde, men der er ikke planer om bebyggelse syd for det område, hvor det potentielle skovområde ligger. Samarbejdet med Growing Trees Network opstod i 2020 efter en beslutning i kommunalbestyrelsen, som forpligter kommunen til at undersøge mulighederne for at etablere nye skove på Bornholm. Growing Trees Network arbejder for at rejse nye folkeskove i både Danmark og udlandet for at sikre grundvandsressourcer, klimasikring og CO2-reduktion. I kommuneplanen er området mellem Siegårdsvej og Hasle Lystskov udpeget som område med særlige drikkevandsinteresser og som skovrejsningsområde.