Nu besøger jeg igen min stenven hver mandag og på bloggen kan du nu læse hvad jeg skrev i min bark-bog sidste mandag, meget om hud: barkhud, pelshud, moshud, skyggehud, fjerhud, hudhudhud (og omvejen jeg gik)
Maja Elverkilde
- 161 Followers
- 224 Following
- 79 Posts
Dansk forfatter, bosat i Sverige siden 2013. Skriver om nære kredsløb og tilknytning til omgivelserne. Drømmer om mere håndværk og mindre asfalt i verden
I går plukkede og pressede jeg også nogle af havens planter, det føles som om det er ved at være sidste chance før efteråret er her
Silja HendersonVandet husker sit gamle leje - stiger op i det vi kalder vores: husene og gaderne, mens hede lægger andre byer øde, svitser skove og marker og henter hungersten og svundne byer frem fra udtørrede flodlejer. Gletscheren ser os an med store smelteøjne. Børnene i Gaza ser os an med gabende sultøjne. Domstolene ser os an bag løftede kendelser. Affaldet ser os an fra havet, fra ørkenerne i Chile.
Hele tiden spørgsmålet: Hvem er I?
Hvem er I, vi, der kalder os vidner?
Og svirrefluer fester i gule fennikelblomster i baghaven. Solsortene bringer næbfulde af orm til deres unger. Ribs og æbletræer er tunge af sol, og det vi af og til kalder håb. Og mennesker alle vegne skriver digte og læser utopier, starter permahaver og folkekøkkener, protesterer mod sort infrastruktur, sultestrejker og går på gaden for retfærdighed, fred og liv.
Ikke fordi de føler sig magtfulde, ikke fordi de tror de (alene) kan standse CO2-udslip og folkemord, systemer, der æder alle former for liv, men fordi de holder fast i noget. Kærlighed til det store levende kaos de er født ind i. Respekten for liv og dets mange og mangeartede forbindelser. Viljen til en fremtid vi kan leve i.
Hele tiden spørgsmålet: Hvem er I?
Hvem er I, vi, der kalder os vidner?
Og svirrefluer fester i gule fennikelblomster i baghaven. Solsortene bringer næbfulde af orm til deres unger. Ribs og æbletræer er tunge af sol, og det vi af og til kalder håb. Og mennesker alle vegne skriver digte og læser utopier, starter permahaver og folkekøkkener, protesterer mod sort infrastruktur, sultestrejker og går på gaden for retfærdighed, fred og liv.
Ikke fordi de føler sig magtfulde, ikke fordi de tror de (alene) kan standse CO2-udslip og folkemord, systemer, der æder alle former for liv, men fordi de holder fast i noget. Kærlighed til det store levende kaos de er født ind i. Respekten for liv og dets mange og mangeartede forbindelser. Viljen til en fremtid vi kan leve i.
At nå frem til at lave hullerne og sy notesbogen sammen er altid lige overraskende. Alle forberedelserne er så langsomme, tøvende, tilskæring, foldning, lime, presse og vente. Mange omgange pres & vente. Og så pludselig laver jeg hullerne, syr, bum, færdig bog. Overgangen overrumpler mig lige meget hver gang - forskellen på de løse ark i bunker og som ide, og så den her bog, det bliver til. Jeg synes alle skulle opleve det. Jeg synes alle skulle lave deres egne notesbøger, kende processen og have den med sig i hånden når de bagefter skrev. Sådan har jeg det egentlig også med tøj, møbler, mad. Tænk hvis vi lavede det hele selv? Vidste præcis og med vores hænder hvordan det blev til og af hvad. (Og den tankerække har jeg været nede af så mange gange at jeg godt kan afsløre at ejendomsretten og alle former for spekulation i fiktiv værdiøgning skulle afskaffes før den drøm kan realiseres, men til gengæld tror jeg ærligt det ville være en god ide at vi gjorde det.)
Hækken i forhaven blomstrer gult og bærer hindbær og solbær, og den ER alt det jeg ville, men det er også stadig så lidt, småt og langt fra det, jeg allermest ville ændre (alt i hele verden). Den afmagt, og en drøm, hvor jeg forskød skylden for min egen plæneklipning til en nabo, har jeg skrevet om på bloggen i dag 🌾 (link i profil)
Jeg har opfundet en græspluknings-workshop - billederne er fra første gang jeg holdt den for Bakkehusmuseet på Frederiksberg. Fotograf: Simon Bue Schrøder
Bondsäter, mit yndlingssted, er der ikke nu, men tiden gik så stærkt at jeg helt kom fra at dele noget her, nu prøver jeg igen og synes ikke nogen skal snydes for fugleunger og øvrig idyl fra Värmland 🪺
Blomstringen er fælles - ligesom værdigheden, ligheden og friheden bør være det.