Vandet husker sit gamle leje - stiger op i det vi kalder vores: husene og gaderne, mens hede lægger andre byer øde, svitser skove og marker og henter hungersten og svundne byer frem fra udtørrede flodlejer. Gletscheren ser os an med store smelteøjne. Børnene i Gaza ser os an med gabende sultøjne. Domstolene ser os an bag løftede kendelser. Affaldet ser os an fra havet, fra ørkenerne i Chile.
Hele tiden spørgsmålet: Hvem er I?
Hvem er I, vi, der kalder os vidner?
Og svirrefluer fester i gule fennikelblomster i baghaven. Solsortene bringer næbfulde af orm til deres unger. Ribs og æbletræer er tunge af sol, og det vi af og til kalder håb. Og mennesker alle vegne skriver digte og læser utopier, starter permahaver og folkekøkkener, protesterer mod sort infrastruktur, sultestrejker og går på gaden for retfærdighed, fred og liv.
Ikke fordi de føler sig magtfulde, ikke fordi de tror de (alene) kan standse CO2-udslip og folkemord, systemer, der æder alle former for liv, men fordi de holder fast i noget. Kærlighed til det store levende kaos de er født ind i. Respekten for liv og dets mange og mangeartede forbindelser. Viljen til en fremtid vi kan leve i.