#nørdetråd
I et par tusind år har måden at lave metaltråde på været den samme: Hiv tråden gennem stadig mindre huller.

Man behøver ikke have en masse forskellig tråd på lager. Man trækker bare den tykkelse man skal bruge fra en tyk tråd.

Kommercielle trækbænke er lidt pebrede, så jeg har lavet min egen.

Det er en 2 meter lang pind på 5X10cm.

I den ene ende sidder der to bolte som støtte for trækjernet.

I den anden ende sidder der et "trailerspil" til at hive i tråden.

Jeg startede med et med wire, men det er meget bedre med bælte.

Ab fabrik sidder bæltet fast med en bolt, men det giver asymetri og varierende træk.

Når bare der er et par lag bælte på akslen, kan bolten erstattes med gaffatape.

Ved tykkere tråde skal der hives hårdt. Spillet kan trække med 750 kilo, udfordringen er at holde fat i tråden!

Jeg har en antik træktang til håndtrækning. Den virker fint.

Krogen på bæltet har fat i håndtaget, og en træklemme trykker tangen sammen.

Men det tog mere end en halv meter af træklængden og er langsomt at bruge.

Jeg så nogen der brugte en svejsetang i stedet.

Det virker rimeligt, men det der med at hive i justeringsskruen var ikke specielt tiltalende.
Den er ikke lavet til at trække i.

Jeg pillede krogen af, og brugte et par stykker aluminium skruet sammen om bæltet.
Det er kortere, lettere og hurtigere at skifte ting ud under eksperimenter.

Man kan købe træktænger til stærkt varierende priser.

Den her ville måske virke?

Ringen ligger rundt om enderne af håndtagene, og et træk i ringen vil både trække og klemme håndtagene sammen.

Det må man kunne lave selv.

Jeg tog en billig tang, pillede plasten af og rettede håndtagene ud.
En oval ring som bæltet ligger rundt om burde give bedre træk og større fleksibilitet.

..... det giver også en ring der kan hoppe af under belastning!
Husk briller, og lad være med at stå i skudretningen! (begge veje. Den fløj hurtigt!)

Et stykke kæde var absolut lige så rædsomt.
Men da håndtagene lige fik et ekstra buk, virkede det aldeles glimrende og pålideligt.

Jamen hvad med ringen?

Tang nummer 2 blev bukket som den fra Pik Pak Industries.
Den virker også glimrende, men ringens diameter er kritisk for hvor meget tangen kan åbnes og stadig klemme nok, når der trækkes.

Da jeg justerede tangens skæve bukning, virkede ringen ikke mere.

Altid rart med noget sjov og spas i værkstedet.
Nu har jeg en fungerende trækbænk for få penge og har haft en undskyldning for at nørdle (og har lært noget nyt undervejs).

Klemmen holder en klud med olie. Pæn trådtrækning kræver smørelse.

Og jeg fik smedet en ny ring til "Pik Pak"-klonen. Den er glad igen.

@PeterHald jeg er fuld af nysgerrighed. Hvordan starter man? Hvis man har en tråd med for stor diameter til at komme igennem hullet, hvordan får man så den første bid igennem?
@miturian @PeterHald Så starter du med et trækjern med større huller.

@nerdd @miturian

Jeg starter med at støbe en stang.

Den tæver jeg så ned i størrelse på ambolten, ganske som jeg ville strække et stykke jern. Det er også godt for krystalstrukturen.

Stangen valser jeg så ned, indtil den passer i største hul i trækjernet, og så kører vi.

@PeterHald
Uuh spændende Diy tråd - tråd 🥰
@PeterHald “Pik Pak Industries” 👌😀