I 1842 (men med 1843 på titelbladet) udgav Christian Winther digtsamlingen "Digtninger". Den var fuld af særprægede og let tvivlsomme erotiske spændinger - dels fordi han var Christian Winther(!), dels fordi han var forelsket i den helt forkerte og dog så rette person - en gift kvinde.

Anmelderne reagerede med nogenlunde accept, men også nogen gnavenhed over den formodet problematiske ægteskabsmoral i samlingen. 2/

Sceneskift, 1843, den tilbedte, Julie Werliin, lå i skilsmisse. Manden havde opdaget forbindelsen til Winther og havde gennembanket hende, hvorefter hendes familie ikke synes, det var sjov mere og heldigvis hentede hende ud.

Efter nogle år (1848) giftede hun og Winther sig og blev sammen i et kærligt og på flere måder ulykkeligt ægteskab til hans dages ende. Men det er en anden del af den samme historie. 3/

Hvis Winther havde uddraget en lære af alt dette, var det den, at løstløbende drifter var stærkt tiltrækkende og ret problematiske. Det var sådan set nok hans position i forvejen, men det var lissom også ret aktuelt for ham selv lige i de år.

Be that as it may, i 1843 udsendte han sin betydligste prosasamling "Fire noveller" (en ret lille bog, men han var også i alt væsentligt lyriker). 4/

Bogen er en tour de force i vildtløbende lidenskaber og mennesker der kommer grumme galt afsted i deres eget lidenskabsliv. Der er samlet set en og kun en central person i den, som ikke løber vild i tågen af lidenskaber.

Bogen emmer af erotik, men den emmer også af dyb bekymring over erotikken. 5/

Ind på scenen træder nu anmelderne. De. Er. Forargede. Forargede! Siger jeg! På Sædeligheden, Kunstens, og Ægteskabets vegne!

Nøj, hvor er de forargede. De kan næsten ikke være i sig selv af bare forargelse. Først kommer en kortere anmeldelse i "Ny Portefeuille". Den er kort, skarp, forarget og afvisende. 6/

Derpå følger "Fædrelandet". Her får Winther hele udtrækket. Anmeldt på forsiden af to udgaver med en uges mellemrum og i én lang lang lang laaaaaang forargelse. Anmeldelsen er anonym, og jeg kan blive klogere, men indtil videre antager jeg, at det betyder, at redaktøren, den nationalliberale politiker og digter Carl Ploug, førte pennen. Han er en skikkelse. Læs fx her. 7/

https://da.wikipedia.org/wiki/Carl_Ploug

"Fædrelandet" ender med at vise Winther ud af kunsten, fordi han forbryder sig imod den højere ægteskabelige sædelighedslære, der må være digerkunstens kerne.

Den arme stakkel, som i 2022 prøver at skrive et efterskrift, er ved at gå ud af sit gode skind af irritation over al moraliteten. 8/