Da litteraturforskeren faldt sammen af grin. En tråd.

Det danske sprog- og litteraturselskab (#DSL) er ved at udgive to værker af #ChristianWinther, og jeg skal være alvorsmanden, der tager det seriøse faglige ansigt på og skriver en vægtig efterskrift til udgaverne.

Det er jo alt sammen meget godt og nyttigt, men når man nu i grunden er en værre grinebider, så er det rart, når det hele pludselig brister for én. 1/

I 1842 (men med 1843 på titelbladet) udgav Christian Winther digtsamlingen "Digtninger". Den var fuld af særprægede og let tvivlsomme erotiske spændinger - dels fordi han var Christian Winther(!), dels fordi han var forelsket i den helt forkerte og dog så rette person - en gift kvinde.

Anmelderne reagerede med nogenlunde accept, men også nogen gnavenhed over den formodet problematiske ægteskabsmoral i samlingen. 2/

Sceneskift, 1843, den tilbedte, Julie Werliin, lå i skilsmisse. Manden havde opdaget forbindelsen til Winther og havde gennembanket hende, hvorefter hendes familie ikke synes, det var sjov mere og heldigvis hentede hende ud.

Efter nogle år (1848) giftede hun og Winther sig og blev sammen i et kærligt og på flere måder ulykkeligt ægteskab til hans dages ende. Men det er en anden del af den samme historie. 3/

Hvis Winther havde uddraget en lære af alt dette, var det den, at løstløbende drifter var stærkt tiltrækkende og ret problematiske. Det var sådan set nok hans position i forvejen, men det var lissom også ret aktuelt for ham selv lige i de år.

Be that as it may, i 1843 udsendte han sin betydligste prosasamling "Fire noveller" (en ret lille bog, men han var også i alt væsentligt lyriker). 4/

Bogen er en tour de force i vildtløbende lidenskaber og mennesker der kommer grumme galt afsted i deres eget lidenskabsliv. Der er samlet set en og kun en central person i den, som ikke løber vild i tågen af lidenskaber.

Bogen emmer af erotik, men den emmer også af dyb bekymring over erotikken. 5/

Ind på scenen træder nu anmelderne. De. Er. Forargede. Forargede! Siger jeg! På Sædeligheden, Kunstens, og Ægteskabets vegne!

Nøj, hvor er de forargede. De kan næsten ikke være i sig selv af bare forargelse. Først kommer en kortere anmeldelse i "Ny Portefeuille". Den er kort, skarp, forarget og afvisende. 6/

Derpå følger "Fædrelandet". Her får Winther hele udtrækket. Anmeldt på forsiden af to udgaver med en uges mellemrum og i én lang lang lang laaaaaang forargelse. Anmeldelsen er anonym, og jeg kan blive klogere, men indtil videre antager jeg, at det betyder, at redaktøren, den nationalliberale politiker og digter Carl Ploug, førte pennen. Han er en skikkelse. Læs fx her. 7/

https://da.wikipedia.org/wiki/Carl_Ploug

Carl Ploug - Wikipedia, den frie encyklopædi

"Fædrelandet" ender med at vise Winther ud af kunsten, fordi han forbryder sig imod den højere ægteskabelige sædelighedslære, der må være digerkunstens kerne.

Den arme stakkel, som i 2022 prøver at skrive et efterskrift, er ved at gå ud af sit gode skind af irritation over al moraliteten. 8/

Men vi er ikke færdige. Nu tager "Journal for Literatur og Kunst" ordet. En vis Rasmus Schmidt gemt bag mærket X.Y.Z. (læs: Det er det absolut eneste, jeg ved om ham, og det eneste jeg nogenside ønsker at vide) formelig svælger i domstrang og - forargelse. På vegne af "Kunstens krænkede Genius" (ja, jeg skal komme efter dig skal jeg!) får Winther 14-15 siders bøllebank for sin usædelige og amoralske omgang med kærlighedslivet. 9/
Nu hører det med til historien, at det faktiske seksualliv i samtiden sandsynligvis har været ret livligt. De mange udfoldelser er sandsynligvis mere opstyltet borgermoral end egentlig handlingsetik. Og så er det at hoppe på hovedet af en digter jo en god måde at blive en vigtig og spændende person - Nej, Rasmus jeg vil stadig ikke vide noget om dig. 10/

På dette punkt er efterskriftsforfatteren på fortvivlelsens rand. Men undsætningen er på vej.

Ind på scenen kommer nu "Corsaren". Igen anonymt, men lur mig om ikke det er Meïr Aron Goldschmidt selv, der er ude med riven. Han er en af den danske litteratur største flabe. Det er ikke underligt, at han kunne få selv Søren Kierkegaard på glatis. Han er i øvrigt ret sej. Du kan læse mere om ham og "Corsaren" her, hvis du har lyst. 11/

https://dansklitteraturshistorie.lex.dk/Corsaren

Corsaren | lex.dk – Dansk litteraturs historie

I skolen på det Westenske Institut mødte han læreren og forfatteren V.A. Borgen, der skolede ham i litteraturen; men samtidig tog iværksætterdrømmene form, og efter at have bestået filologikum i 1837, udgav han sit første blad, Nestved Ugeblad eller Præstø Amts Tidende, der to år senere fusionerede med et andet lokalblad under navnet Sjællandsposten.

Dansk litteraturs historie

"Corsaren" gengiver hele historien således.

"Mærkeligt Beviis paa Reenlighedens Tiltagen hos Pharisæernes Efterkommere.

Da Christus sagde til de gamle Pharisæere: ”Hvo af Eder, som er reen, kaste den første Steen,” saa taug de Alle og luskede ganske slukørede hver hjem til Sit. Men da Christian Winther udgav sine Noveller, fremtraadte tre dydige Ynglinger hver med sin Steen i Haanden. ... 12/

Først gjorde ”Portefeullien” sig reen og kastede Stenen. Dog, det var kun en lille let og vindig Tivolisteen. Derpaa kom ”Fædrelandet” slæbende med en meget svær Kampesteen. ”Saadan skal han ha’e det”, sa’e ”Fædrelandet”. ... 13/
... Til sidst kastede ”Journal for Litteratur og Kunst” sin Steen. Det var den allerstørste, det var nemlig en Møllesteen, som Red. ædelmodig tog fra sin egen Hals. Vi vente nu kun paa, at ”Dagen”, der aldrig stod tilbage, hvor Talen var om Reenhed, sender en amerikansk Steen herover med Skibsleilighed." 14/
Åh ... 15/

Efterskriftsskriveren, der har været nedsænket i al moraliteten, braser sammen af grin over punkteringen.

Og der er han sådan set fortsat.

16/tråd slutter.

@SuneAuken Men moraliteten spiller den samme rolle nu som dengang. Nu handler det bare ikke om sædelighed, men om “woke”, LGTB, klimaskyld mm. Kort sagt generationskamp.

@mok0

Jeg tror i grunden at vi stort set alle sammen kan have brug for at få vores moralforståelser eftergået. Jeg så meget som nogen anden. Jeg plejer at citere Bruce Kidd: “Ideology is like B.O. […] you never
smell your own” (Kidd, 2013, 553).