IbberJeg er vågnet i godt humør. Om et par timer kommer min bostøtte, og jeg har lyst til at aflyse, så jeg ikke behøver stå ansigt til ansigt med mit konkrete behov for hjælp til at hænge sammen i en hverdag. Jeg gør det ikke, for jeg kan godt sige til dem, jeg ikke overkommer den paragraf 34-ansøgning for tiden, og så får jeg hjælp til andre ting, jeg også har brug for støtte og vejledning til. Folk tror nogle gange, at sygemeldte dalrer rundt og hygger sig. Mest dalrer jeg rundt og får smæk af grene, der uafladeligt svirper mine shortcomings ind i mit ansigt, imens jeg drømmer om bare at kunne stå op og passe et arbejde hver dag i stedet.
I min kommune hedder det i øvrigt ikke længere bostøtte. Fra i år har det skiftet navn til mestringsvejleder, og jeg har sjældent følt mig talt mere ned til af mit samfund, end når det indskærper, at jeg således ikke mestrer….livet.
Who does?!
Og det lærer mig ret beset ikke mestring, men coping og overlevelse, og det er sågu noget andet. Jeg vil godt nok hellere have en bostøtte eller en vejleder i et eller andet andet end lige ‘mestring’. Urgh!