I tusmørket er alle katte blå

Dansk horror hjemsøges af et spøgelse. I dets spektrale fodspor finder man ting som en forkærlighed for at opbygge noveller efter 1800-tals forbilleder og et sprogbrug, der svinger imellem grandiøs formalitet og friskfyr-agtigt. Jeg er ret sikker på, at hvis Scooby Doo og resten af banden flår masken af det spøgelse, vil de finde Dennis Jürgensen inden under. Folk er vokset op med Jürgensens bøger, og det har givet dem en genreselvbevidsthed på både godt og ondt.

Man finder også disse fodspor i Morten Carlsens “I tusmørket er alle katte blå” – måske tydeligst i “Babusjkaernes herre”: fortælleren møder en gammel ven efter lang tid, og denne fortæller om det, der er sket, mens vedkommende var langt væk – en historie, der efterlader fortælleren i en værre situation end før. Den indledes højtideligt med “Første gang jeg hørte om den mand der gik under navnet babusjkaernes herre, var for omkring et halvt år siden. Det føles ikke som om der er gået så lang tid. Jeg bilder mig ind at den diffuse tidsfornemmelse skyldes de ting der fulgte i kølvandet på at jeg blev bevidst om hans eksistens.” For derefter få linjer senere at tænke om den gamle ven, at han har “et par posefulde løse marmorkugler roterende rundt i kraniet.”

“I tusmørket er alle katte blå” er en samling noveller, hvoraf en del tidligere har været udgivet i antologier og fanzines. Det er Carlsens første selvstændige udgivelse, udsendt på Enter Darkness.

Den byder på 13 noveller, alle horror og for så vidt ret forskellige. Fællesnævneren er nok den genreselvbevidsthed, som kan være både god og dårlig – og også er det i denne samling. For som enhver novellesamling er der naturligvis højdepunkter og lidt skuffelser. Men Carlsen har især en styrke i at udtænke stærke scenarier: udgravning af tørv under besættelsen, en journalist, der skal undersøge en dårlig kopi af et maleri, en vikar i hjemmeplejen, der bliver udsat for en ganske særlig borger. Det scorer et ekstra point for mig, at han gerne lader sine uhyrligheder udspille sig i genkendelige, danske miljøer.

Generelt er “I tusmørke er alle katte blå” en omgang velfunderet dansk horror med potentiale. Vi har ikke længere det helt så levende novelle-marked på området, men jeg håber, at Carlsen forsætter, for det kan blive til noget rigtigt godt.

Good Night, Sleep Tight

Inspiration er en sær ting. Jeg er ret sikker på, at jeg er stødt på Brian Evenson via Bitter Karellas Midnight Pals på det, der engang var Twitter, og sidenhen Mastodon. Men man skal naturligvis gribe den, når den er i luften, og det er jeg glad for, at jeg gjorde, for “Good Night, Sleep Tight” er en skarp lille horrorsamling (og en mindre skarp portion science fiction). Bitter Karellas egen svampesyrehorror “Moonflow” kom samme sted fra, så det er en satire, der er værd at følge.

19 noveller får man i “Good Night, Sleep Tight”, især kendetegnet ved, at Evenson forstår at opbygge scener – han er god til at finde på situationer, der balancerer lige mellem skræmmende og what the fuck. En mand søger hjælp, og da der endelig er nogen, som åbner døren for ham, er det en mand med et barn på skulderen – men det lader til at være barnet, der styrer situationen. En jæger går i en af sine egne fælder og søger til en hytte, hvor han bliver lukket ind, men værten er (naturligvis) ganske sær. En mand kommer i besiddelse af et maleri, der er andet og mere. Mange af dem føles klassiske, men med en moderne kant. Lidt til den kedelige side har Evenson dog også en tendens til at slutte af med den velskrevne udgave af “og det blev skidt for ham”. Men skidt, rejsen er vigtigere en destinationen.

Svagere står sf-novellerne, der har en sær tendens til at handle om robotter med moderbindinger. Den tendens bliver ikke mindre sær af, at samlingen er dedikeret “for Mother”. Velskrevne historier, men svagere stykker end horror-novellerne.

Alt i alt en samling, der er et godt sted at starte med Evenson. Jeg kommer klart til at vende tilbage til forfatterskabet.

Næste helvede

Forestil dig, at du kommer til et stort puslespil. De fleste af brikkerne ligger med ryggen op mod dig og afslører intet, men her og der har nogen vendte brikker om og samlet dem i små klip af det store billede. Personer, hændelser og steder liger spredt foran dig, og du kan til tider ane en sammenhæng, se, hvordan billedet må se ud for at forbinde de udsnit, du er i besiddelse af. Det er ikke et kønt billede, du forestiller dig, men det er ét, der rumsterer i dig.

Sådan er det at læse Christian Hauns seneste udgivelse, novellesamlingen “Næste helvede”.

7 korte fortællinger og en længere får man serveret, og sammenhængene ser man i de første syv. Især gennem personer, der skjuler sig bag det uskyldige navn Jens Frank. Og jeg mener “skjuler sig”, for jo længere man kommer, jo mere afsløres det for én, at han ikke blot er i ledtog med det onde, men afgjort er bærer af sin helt egen ondskab.

Haun er mere solidt plantet i horror i denne samling, end han ellers har været. Gruen har ofte været til stede i hans værker, men her virker det, som om han har stillet mere ind på den – og besluttet sig for at give den sin egen vinkel ved ikke at stille for skarpt. Man skal aldrig vise monsteret for tidligt i en horrorfilm, ved Haun, og det virker, som om han er nået til den logiske konsekvens: man skal ikke vise det for tydeligt i litteraturen. Jens Frank – og hans følgesvend – snor sig ind og ud af fortællingerne som både hoved- og bipersoner og hele tiden med et større mørke, der venter i baggrunden.

Som sædvanlig i Hauns værker er der en leg med genrene i “Næste helvede” – den første novelle, “Kysten”, virker som en tidløs og lettere udgave af en victoriansk fortælling om to digtere, der drager væk fra det faste for at dyrke deres kunst. Men der er også steder, hvor Haun træder væk fra det, jeg ville forvente; han er glad for at skrive ødelagte mennesker – mennesker, der står på kanten mellem den håndgribelige virkelighed og det, der kan være magi eller blot et ødelagt sind – men her virker det, som om det ødelagte – ondskaben, det forskruede syn på verden, truslen – er flyttet ud af personerne og blevet sit eget. Selvfølgelig i skikkelse af Jens Frank, men også andet (og især hr. Simak, der er et uforglemmeligt bekendtskab).

“Næste helvede” er forudsigelig på det punkt, at den er velskrevet (for det er Hauns bøger), men det er alligevel en lidt anderledes læseoplevelse, men måske også en overgangsbog (hvilket er svært at sige i et forfatterskab, der har været i konstant udvikling, naturligvis). I al fald føles den anderledes end det, der er gået forud. Måske ikke så umiddelbart gribende, så let at følge, men på den anden side også forundrende på den der måde, der inviterer til genlæsning. Man får lyst til at se, om man kan ane mere af det store puslespil, der stadig ligger uvendt. Dette er en bog for dem, som er villige til at lade sig besvære af helvede, men måske også lidt forvirres.

🇺🇦 #NowPlaying on #KEXP's #VarietyMix

Noveller:
🎵 Glacial Wave

#Noveller

https://noveller.bandcamp.com/track/glacial-wave

https://open.spotify.com/track/43vhKjVDAAHgkBT1V1tuF9

Efterhånden ganske højt over jorden

Der er sprækker i alting. Der er dem, som vil påstå, at det er der, lyset kommer ind – men efter endt læsning af Morten Walthers Rasmussens “prosadebut for voksne” kunne man nok godt komme til den overbevisning, at det snarere er der, hvor tingene siver ud. Lyset eller meningen eller alle de svært definerbare menneskeligt følelser. Alt det, der umærkeligt kan forsvinde fra et liv og efterlade mennesker tilbage med et forvirrende hul indeni.

“Efterhånden ganske højt over jorden” er en novellesamling på ni fortællinger. En familiefar med alt for meget styr på sit liv gribes af en mærkelig trang. En mand forsvinder for måske at genopstå. En jagt bliver der, hvor alle trådene glider sammen. Tallene bliver den eneste måde at forstå verden. Det er mennesker på godt og ondt.

MWR er solidt funderet i det realistiske og beskriver genkendelige menneske og forståelige liv, men har også en forkærlighed for at ryste dem – at se, hvor meget der skal til, førend sprækkerne opstår, og hvor de fører hen. Nogle gange falder tingene fra hinanden, og andre gange følger folk blot de brudlinjer, der nu opstår. Nogle gange er det konkret og forståeligt, og andre gange efterlades både læser og fortæller i en usikkerhed – er vi faldet ud i en uvirkelighed eller blot en uvirkelighedsfornemmelse?

Som læser sidder man lidt på afstand af de hele og følger, som betragtede man skæbner gennem en kikkert – eller måske kikkertsigtet på en riffel. Man har det overblik, de ikke selv har. Man ser sprækkerne, inden de falder over dem – eller i dem.

Afstanden bliver understreget af, at vi gerne får historierne fortalt på anden hånd – det er ofte ikke fortælleren, der rammes, men en bror, en hustru, en nabo eller andet, og vi får tilskuerens blik på, hvordan livet forandres. Også beskuerens naturligvis , omend det ofte er på subtile måder. I “Blood Beech” (som nok er min favorit i skarp konkurrence med “Der kan stadig ske ting”) er det den ungdomskammerat, Peter, som fortælleren har hængt sammen med – i skiftende afstand – siden universitetet, som pludselig forsvinder. Det er naturligvis Peters familie, det går hårdest ud over, men fortælleren kan også mærke efterdønningerne i sig selv – og tvivlen, da han måske finder Peter igen.

“Efterhånden ganske højt over jorden” er en så fint balanceret samling – MWR er en kontrolleret fortæller med tekstbevidsthed og et greb om sit værktøj. Nogle vil måske føle sig lidt for lang på afstand af personerne, men når de rammer allerbedst, kan man som læser ikke lade være med at spekulere på, om sprækkerne måske slet ikke er i historierne, men i én selv.

#dansk #MortenWaltherRasmussen #noveller

Mord på Merkur

Bidder af fremtiden. Sådan føles det at læse den Kim Stanley Robinson-samling, som SFC har udsendt: “Mord på Merkur”. For Robinson har en gudsbenådet evne til at fremkalde små uddrag af en virkelighed, der føles rigtig – han overforklarer ikke, men giver os de oplysninger, der er nødvendige, og lader os selv fylde detaljerne ind.

“Mord på Merkur” giver os 12 eksempler, som også viser, hvor bredt forfatteren favner, for tonen er ikke den samme på tværs af teksterne. Her er en monolog, her er en Sherlock Holmes-pastiche (i en mobil-by på Merkur), her er Twilight Zone-vibes, her klassisk science fiction; man ved ikke på forhånd, hvad man går ind til, når man starter en novelle her, og det er i sig selv en fornøjelse.

Det er en samling for folk, der gerne vil have en portion god, eftertænksom science fiction. Er man ude efter skarpe slutninger eller tjubang, skal man nok snuppe en anden bog, men man kan heller ikke kræve alting i samme portion, og der er masser at læse sig mæt i her.

Det er Niels Dalgaard, der har redigeret og oversat – og leverer et grundigt efterord, der tegner forfatterskabet konturer op. Og hvis man som undertegnede har forsømt det i flere år, er der heldigvis masser af kaste sig over. Selv på dansk, hvor A Mock Book i slutningen af sidste år sendte “Fremtidsministeriet” ud på dansk. Gennem både disse to, “En besked fra år 2071” og “Antarktis” løber en tråd af en forfatter, der tager stilling til verden og tager brydetag med store spørgsmål som klimaforandringer og de politiske kræfter, der former verden omkring os. “Mord på Merkur” er et godt sted at starte, som unægteligt giver lyst til mere.

#KimStanleyRobinson #noveller #scienceFiction

Some Will Not Sleep

Don’t go to Sweden
And don’t go in their forests
If you do: fuck you!
/Haiku

Adam (L. G.) Nevill er nok bedst kendt for “The Ritual”, der også blev filmatiseret. Selv Allan kunne nogenlunde lide filmen og har senere truet med at hæve dens karakter. Måske er det, fordi han bor i Sverige, og Nevill lader sin stakkels hovedpersoner fare vild i de svenske skove.

Noget af det samme sker i “The Original Occupant” i samlingen “Some Will Not Sleep”. Her er det ikke en traume-, men blot midtlivskriseramt brite, der drager ad Sverige til. Han indlogerer sig i et fritidshus for at udleve sin Walden-fantasi. Men Thoreau havde ikke grimme ting til at bo i skovene omkring sig, så det går ganske galt her.

“Some Will Not Sleep” er fra 2016, men novellen viser sig at være fra 2005 – og Nevill erklærer da også i efterordet, at den er det agern, hvorfra “The Ritual” voksede. Så hvis man er vild med den roman, er der lidt ekstra krydderi på denne samling.

Generelt er Nevill rigtigt god til sit håndværk og kender sin genre – han skifter stemninger og stemmer, uden det virker påtaget. Men han har måske også en tendens til at fortælle historier, man egentlig godt kender. Men der er naturligvis også en (u)tryghed i en velkendt historie, der er godt fortalt. En horrorsamling, der er god at have stående i reolen til de mørke aftener.

#AdamLGNevill #haiku #horror #noveller #scifihaiku

Så fremmed et sted

I dag er Cory Doctorow nok mest kendt som tech-aktivist (og ikke den slags, der prædiker, at teknologi bare er en velsignelse) og forfatter til nærfremtids-science fiction, der gerne opstiller en meget tydelig kritik af samtiden. Sidst, vi så ham var dansk, var med den fabelagtige YA-roman “Little Brother” i 2014 – nu har SFC fulgt op med novellesamlingen “Så fremmed et sted”.

9 historier byder den på, alle oprindeligt fra tiden omkring 200(med mulig undtagelse af “Verdens største fjols”, som ikke har oplysninger om første udgivelse). De byder på en lidt anden Doctorow, men også en del genkendelige elementer.

Teknologien her er noget mere fremskreven end i de nyere værker – nogle gange i en grad, så man spekulerer på, om man uforvarende har læst sig over i fantasy – men han har generelt en god evne til at beskrive den selvfølgeligt. Man går ind i hans verdener med en tiltro til dem, også selv om man ikke altid forstår dem. Mens Doctorow senere i sit forfatterskab har skruet ned for teknologiniveauet, er der andre ting, som allerede her ligger fast: hans forkærlighed for hovedpersoner, der er unge eller på anden måde i udkanten af samfundet. Det er hackere og andre folk, der forstår teknologien, og det er unge, der er villige til at bryde med samfundets brug af den.

I titelnovellen får man noget, der ligner en klassisk Mark Twain-historie udsat for tidsrejser – og ideen om, at fremtiden koloniserer fortiden. I “Møghund” er får vi mødet mellem en loppemarked-connaisseur og et rumvæsen. I “Din Kr0p er v0res” piller videnskaben ved kroppen – og hackere er bare bedre til den slags. Ideerne er mange, og de følges effektivt til dørs.

Doctorows senere værker er nok lettere at gå til – en ikke-sf-læser kunne sagtens kaste sig over f.eks. “Little Brother” og få en masse ud af den. Samme læser ville nok stå uforstående tilbage overfor en god del af “Så fremmed et sted”; det er en samling for science fiction-læserne (hvilket på ingen måde er en dårlig ting, for de vil klart få en god læse oplevelse).

Jesper Mark Pedersen har stået for oversættelsen, og det er han sluppet rigtig godt fra – alene det at skulle oversætte “0wnz0red” til en eller anden form for dansk (det blev til “Din kr0p er v0res). Doctorow vælter sig i tech-sprog og online-slang, og det er sjældent, der findes gode danske ækvivalenter til det, men det lykkes generelt godt. Et par smuttere her og der er ikke noget, man tænker over i læsningen. “Så fremmed et sted” er science fiction for science fiction-læsere og af en kaliber, som vi ikke ser så tit på dansk. Den gav mig lyst til at bide min tommelfinger af og få en søn.

#CoryDoctorow #noveller #scienceFiction