Devil Girl from Mars (1954)
En flok fremmede strømmer sammen i en egentlig sæsonlukket, skotsk kro — en journalist og en videnskabsmand på fælles jagt efter mystiske meteorer; en undsluppet straffefange; en societykvinde med ondt i hjertet; kromutter, hendes whisky-patriotiske husbond og deres barnebarn; og naturligvis Nyah, den distancerede dominatrix fra Mars som gør adskillige dramatiske indtråd.
Som med The Earth dies screaming må man justere sine forventninger efter at begge er meget britiske, daterede produktioner, og de sensationelle titler uundgåeligt bliver gjort til skamme. Devil girl from Mars er baseret på et skuespil, og teatrets begrænsninger mærkes ligeledes i adaptionen.
Heller ikke på figur- eller plotniveau hæver filmen sig over det pligtskyldigste skabelonagtige. Konflikter proklameres højt, om de så er indre eller ydre. Alle figurers skæbne er tydeligt udstukket fra start. Hver mand agerer i henhold til hans klart definerede stereotyp, og hver gifteklare kvinde indser indenfor filmens spilletid at hun elsker en mand, hun har mødt (evt genfundet) i første akt.
Filmen har derfor primært genrehistorisk interesse: her er fine special effects af Nyahs rumskib, som sætter en noget højere standard end fortællingen kunne håbe at leve op til. Og robotten Johnny er en klokkeren model for efterfølgende arketyper — måske mindre kendt, men mere slående i sin enkelhed end kollegaen Robbie fra Forbidden planet.
4/10★
#1950erne #britisk #invasionFraRummet #Mars #robot #scienceFiction #skærmjournal #Skotland
https://superkultur.dk/2024/02/19/devil-girl-from-mars-1954/




