A stupid cünt

Alan Conway er død. Ikke af den kræftsygdom, der sandsynligvis ville have slået ham ihjel, men fordi han faldt eller blev skubbet ud fra det tårn, der pryder den landejendom han har erhvervet, kva bestsellerserien om privatdetektiven Atticus Pünd.

Susan Ryeland var Alans redaktør på forlaget Cloverleaf Books, og nu sidder hun med den sidste bog, som Alan skrev om mesterdetektiven. Men sidste kapitel mangler! så: Whodunnit?

Bogen hedder “Magpie Murders” – eller lige præcis ikke “The Magpie Murders”. Det holdt Alan strengt på.

Så Susan Ryeland står med et par problemer: – Hvordan døde Alan Conway? Naturligt? Eller var det den unge elsker, der nu har arvet hele molevitten? Eller gartneren? Naboen? Susans kæreste, Andreas, der er græker? Og hvor er det forsvundne, sidste kapitel til “Magpie Murders”?

Anthony Horowitz hedder forfatteren til serien om Susan Ryeland, og det er også ham(selv) der har skrevet manuskriptet til de to sæsoner, á 6 afsnit hver, om “Magpie Murders” og “Moonflower Murders”, som man kan se ovre på DRTV (som man kan se//på DR TV//når man er færdig på WC//med at læse BT//på vej ud i sin 2CV).

To forhold klinede mig til skærmen. For det første spilles “Atticus Pünd” af Tim McMullan, der godt kunne ligne én der tjener penge på at se sådan ud. Og det har da også gjort. Ikke som i “styrtende rig”, men hvad med f.eks.:

Det fjæs glemmer man ikke! Og så har han iøvrigt været med i en snes film, nogle tv-serier, samt spillet teater, og meget gerne noget Shakespeare. Han har ansigtet – f.eks. til en weirdo MacBeth, totalt tyranniseret af sin hustru!

Det andet forhold, der holdt mig fast er, at Alan Conways figurer er taget fra hans oplevelser med rigtige mennesker. Og så har han fordrejet dem, gjort dem mere tåbelige eller brovtende, mere udsvævende eller svigagtige, og Susan Ryeland må forholde sig til begge ting – på en gang. Hvilket hun får hjælp til: – af Atticus Pünd!

Denne blanding af det “virkelige” i det fiktive, i det fiktive (sic), tiltaler mig stærkt (“Pi’s Liv”, “Rosens Navn”, “Idealister”). Men/og samtidig giver det skuespillerne mulighed for at vise deres talenter, udi skuespillet kunst. De sendrægtige og langsomt opfattende viser sig at være aldeles aktive og intelligente og de bedrageriske og falske viser sig at være aldeles retskafne og i enhver forstand “ordentlige mennesker”. Alan Conway kunne bare ikke lide dem.

Samtidig giver Alan udtryk for at han er dødtræt af “Atticus Pünd” (Conan Doyle “Sherlock Holmes”; Agatha Christie “Herkules Porre”), og alligevel ender det altid med at konfrontationen og opklaringen foregår i plenum, The Agatha Christie Way.

SÅ! Når man nu er kørt lidt (eller meget) træt i “Midsomer Murders” – eller hvad det nu måtte være – og heller ikke er til de helt hårdtslående svenske politiserier, så vil jeg anbefale

Som kan ses hér eller gå på biblioteket (f.eks. i Horsens) og finde bøgerne: hvorved man opdager at det er den samme forfatter, der har skrevet “Foyles War”

nationalepos

Det er vigtigt at være med på den sidste nye femogtyveøre. Og nu, da vi angiveligt svinger væk fra Det Internationale Perspektiv og skal til at kigge på vores “nationalkarakter” (når vi lige får overstået remigrationen), lad os da kigge på Det Nationale. Lad os se på, hvad der ligger i fundamentet til Den Nationale Selvforståelse. Med andre ord: – lad os kigge lidt på Nationalepos.

Efter sigende skulle musik-og-danseforestillingen “Elverhøj”, af Heiberg og Kuhlau, være Danmarks Nationalepos. Hvilket er en opfattelse, der ikke har slået rod i alle og enhvers nationale selvforståelse. Således mener flere og flere – måske i takt med Den Åndelige Oprustning og De Kristne Værdiers generhvervede fokalpunkter – at “Gesta Danorum” (Danernes gerninger) af Saxo Grammaticus er en langt bedre kandidat. Sommernattens kogleri versus Sværdets klang og krigens gny … – om man så må sige.

Men selvom det er vigtigt – og det er det altså bare! – at assimilere de til enhver tid gældende nationale værdier, så skal det jo ikke forhindre os i, at kigge på en række nationale eposser fra splitter andre lande, om ikke andet så for at bestyrke vor egne særkender og helt særlige kvaliteter, ikk’ sandt? Og lad os begynde nogenlunde så langt væk som vi overhovedet kan komme (og i denne sammenhæng tænkes der hverken på Månen eller Mars).

satellitfoto af Kerguelen

Okay, okay! Kerguelen, der er en ø i det allersydligste Indiske Ocean, er ikke nogen Nation, og den er iøvrigt totalt ubeboet, bortset fra hvalrosser og pingviner … og nogle meteorologer af fransk etnisk herkomst. Og alligevel har vor hjemlige Claus Deleuran lavet et udmærket lille epos om øen, i sin “Mikkeline på skattejagt”. Hvilket naturligvis er et sidespring, for intentionen var at besøge Kina.

Dette er Sun Wukong eller “Abe” eller “Abekongen” i beretningen “Rejsen mod Vest”, som er Kinas Nationalepos. Og det handler om Abes kamp mod Himmelkejserens tyranni og ikke mindst hans bureaukrati, der ikke lader hverken Det Nuværende Kina eller EU noget efter. Bortset fra en oh-so-cute kinesisk tegnefilm om marodøren, så har Milo Manara også været der:

– og hans udgave er nok tættere på forlægget i al sin anarko-revanchisme, uagtet den smålumre krydring og den ikke helt gennemtænkte kobling til vestlig kapitalisme. Men den er der, og den er værd at læse, når man har fået nok af tegnefilmens sødladne selvretfærdighed (og så fik jeg vist det hele med).

Næste stop er Indien. Og hér støder vi på noget, der skal komme til at forfølge os: – hvad er oprindelig tekst? Og vi husker, at elverhøj var Heiberg&Co, mens “Gesta Danorum” var Saxo og hans kildemateriale. Så Saxos funktion var altså “redaktørens”. Og med det indiske nationalepos, der umiskendeligt må være “Mahabharata”, er vi også stillet overfor det forhold, at det drejer sig om en samling af myter og legender, ofte mere end 3000 år gamle, der – på et eller andet tidspunkt – er blevet samlet til én beretning. “Den skyldige” skulle være en “Vyasa”, der egentlig blot betyder “samler”, “arrangør”, og vi har altså – igen – med en redaktør at gøre. Mere af det samme, lige efter pausen!

På vores vej vestover (“Rejsen til Vesten”), kommer vi forbi en guds velsignelse af lande, og det er ikke utænkeligt at nogen vil anføre, at “Tusind og én nats eventyr” vel må høre til et sted i nationaleposkanonen. Til hvilket der at svare, at igen har vi at gøre med en række fortællinger – ikke mindst om Sindbad Søfareren og Aladdin – der kommer fra disparate regioner i hele det arabiske område. Og de fik så en renæssance på euræisk grund, da først en fransk adelsmand og opdagelsesrejsende oversatte dem, engang i syttenhundredetallet, og senere da Sir Richard Francis Burton oversatte dem omkring 1870. Efter sigende skulle Sir Richards udgave være særdeles saftig. Det tror man gerne.

Ham hér, han skriver ikke puttenuttet, vel?

Idet vi må indse, at vi dybest set intet ved om afrikanske nationaleposser, næppe tiltænker Israel at havet ét, udover fortællingen om diasporaen, og faktisk intet ved om Tyrkiet, udover at det er en forpost for et osmannisk rige, der ikke eksisterer længere (og måske derfor?), når vi frem til Grækenland! Den vestlige kulturs vugge – hvabbehar’!

“Odysséen” handler om Helten Odysseus hjemrejse fra krigen mod Troja, beskrevet i “Iliaden” ( fordi “Troja” hed “Ilion” – forvirring fremmer forståelsen). Og det tager så Odysseus tyve år at komme hjem til Ithaca, hvor hans elskede hustru – Penelope – holder bejlerne fra døren (eller ihvertfald ægtesengen) – fast i troen og fast i kødet, overbevist om at Han nok skal komme hjem (“I’ll be back!” som man siger). Men Odysseus må gå så mange grufulde oplevelser og umenneskelige anstrengelser igennem, før han endelig kan slå alle bejlerne ihjel. Der kan man sgu’ tale om “Terminator”.

Både “Odysséen” og “Iliaden” tilskrives “digteren Homer”. Blot er der opstået diskussionen om, hvem Homer egentlig var, og i særdeleshed hvad har var, i forhold til de to værker der tilskrives ham. Var det virkelig ham, der sad og digtede disse hexametere i sit ansigt armsved? Var “han” i virkeligheden nome de plume for en række bidragydere? Var han redaktør af en række ældre fortællinger, der nu – pludseligt – blev fremlagt som en endelig fortælling om Den Store Helt – eventuelt som et in your face til Sparta, der jo havde beretningen om Leonidas og De 300 ved Thermopylæ?

Og således når vi, via Adriaterhavet, de italienske kyster. Igen: – hvad ved vi om Rumænien, Bulgarien, Makedonien, Albanien, Det Tidligere Jugoslavien? Eller man kunne sige: – researchen er endnu ikke nået dertil.

Egentlig er det lidt sært, at “Orlando Furioso”, skrevet af 1500-tals-digteren Ludovico Ariosto, skulle være Italiens Nationalepos. Man ville vel have troet, at et mere nationalnært klenodie kunne være Dante Alighieris “Guddommelige Komedie”. Men sådan er det! Og det sære ligger deri, at Orlando er den samme figur, som “Roland”, i det franske Nationalepos “Le chanson de Roland”, der led døden i bagtroppen efter Kong Karls tilbagetog, et sted i Pyrenæerne, i kamp med baskere (andre steder står der “saracenere” – vælg selv!) Og så trutter Roland i hornet “Olifant” og bliver dræbt. Hvilket jeg har udredt andetsteds i dette forum

Og når vi nu er hér i området: – en hurtig afstikker til England.

Hér forestiller man sig vel nok at Englands, eller måske ligefrem Storbritanniens Nationalepos må være fortællingen om “Kong Arthur og Ridderne af det runde bord”. Og det er det vel også. Men det er bare ikke særlig engelsk, idet “Le mort de Arthur” er en fransk digtcyklus, der blev redigeret af Thomas Mallory i 1500-tallet. Og i en hvis forstand kan man sige, at Tolkiens “Ringenes Herre” var et forsøg på, at skabe et ægte engelsk Nationalepos, befriet for fransk indflydelse, hvilket er pænt håbløst. F.eks kan man påpege, at de østerlandske tropper, der kommer i tredje bog rider på “Olifanter”, og iøvrigt er der ikke noget der hedder “England” i den tidlige middelalder: – der er små kongeriger, men fremfor alt er der normannere og “Danes” … Danelagen: – Danskernes Lov! På den måde er det måske korrekt med “Gesta Danorum”?

Med hensyn til Tyskland kan der næppe herske den store tvivl. Det Stortyske Nationalepos er naturligvis “Der Ring des Niebelungen” (Ringenes Herre), der i grunden er en genfortælling af en pan-germansk mytekreds. “Pan-germansk” i betydningen, at folkestammen germanerne var temmelig adspredt indtil folkevandringstiden i 4-500-tallet ifvt, og først fandt et fodfæste i det nuværende Tyskland, da Frankerriget opløstes indefra af evindelig arvestrid. I alle fald befinder vi distanceret i såvel tid som rum, nærmest en tiltrådt en mytisk fortid, når Siegfried og Hagen og Krimhild og Wotan indtager de skrå brædder og lader herr direktor Wagner forestå brag og ballade og trutterut og tjingtjing, mens embouchuren virkelig får noget at arbejde med.

(Hr Trampenberg elsker den gamle musik/ Med bomfaldera og kukkuk og dikdik/ Han døde igår/ Han blev dikket ihjel!/ NB: – begravelsen skér fra Bror Kalles Kapel)

Det officielle Sverige fastslår med stoisk ro, sikkert som resultat af en trang til at vise sig neutral i ethvert spørgsmål (as if), at Sverige ikke har noget egentligt Nationalepos. Man nævner i flæng flere forskellige muligheder, herunder “Erikskrönikan” , som er fra 1300-tallet, og hernæst Mobergs “Utvandrarna” fra 1950’erne. Noget af et spænd, tør man sige.

Det vil dog være rimeligt at påstå, at med “Niels Holgersens Forunderlige Rejse” præsenterede Selma Lagerlöf en pænt valgbar kandidat. For Niels rider på en gås gennem det ganske Sverige og beskriver det i al det herlig- og storslåethed. Der er intet øje tørt.

Norge er ligeså skarp som sine fjeldtinder: – Norges Nationalepos er “Heimskringla” af Snorre Sturlason … som var islænding! Men okay, okay, Snorre fortæller om de norske kongeslægter, og så skulle den jo bare være fjong-gongeli-gong!

Og så kommer vi til Finland, hvor det store opus er “Kalevala”, og det er noget med noget på. Der er en skabelsesberetning. Der er kampe mellem det gode og det onde. Der er kærlighed og kamp, mystiske og mytiske artefakter, troldkællinger og magiske eliksirer, troldmænd og kriger og hævn og had, og den sorte sø Tuonella, og smeden Ilmarinen og krigeren Vainamoinen, og det hele er en samling af lokale myter og legender, samlet af sprog- og folkemindesamleren Elias Lönnrot.

Alligevel er der så meget saft og kraft i Kalevala, at ikke nok med at det må kaldes Finlands Nationalepos, så fik det også maleren Axel Waldemar Gallén til at skifte navn til Akseli Gallen-Kallela hvorefter han malede en hel suite af billeder – eller illustrationer – til denne storslåede fortælling:

Så når vi, i vores mere eller mindre fibonniciske rundgang, til Rusland. Ikke “Sovjetunionen”, ikke “SNG”, ikke “Rusland”, som det fremstår i den nuværende geopolitiske internationale debat. Og man må vel nærmest tale om det, som et begreb.

Igen, ligesom med Danmark, står vi overfor to muligheder. Den romantiske og den mere krigeriske. Hvilket måske ikke er så mærkeligt, eftersom Danmark og Rusland faktisk har en lang fælles historie. Og man kan hér blot tænke på at Zar Peter den Store kom til Danmark for at lære at bygge orlogsskibe. Og man kan dernæst tænke på, at Volodomir, Wladimir og Valdemar er det samme navn, stavet på forskellig vis.

På den ene side er der den næsten Orfeus/Eurydike-agtige fortælling om “Ruslan og Lludmilla”, hvor Ruslan må møde og bekæmpe utallige farer og modstandere –

– før han endelig kan forenes med sin elskede Lludmilla, der er fanget af Iskongen.

Alternativet til denne beretning er fortællingen om Alexander Nevskij. Og se! Det er faktisk en historisk figur, nok bedst vakt til live i Eisensteins berømte film af samme navn:

Og musikken af Prokofiev er ganske indbygget i filmens koreografi.

Kort fortalt: – de teutonske riddere vil undertvinge det fredelige russiske folk, men dette folk går, med fyrst Alexander, til blodig modstand, og det hele ender i et frygteligt og dødeligt slag på Peipus-søen ved Pskov. Hvilket er vrøvl, men historien er god.

Med lys og lygte har researchholdet søgt, at finde et Nationalepos gældende for USA – eftersom det selv i disse nationaltider, at der kigges derhen. Men eftersom USA for det første er en samling af stater – man kunne kalde det nationer, med nogen ret – er der ikke rigtigt nogen fællesnævner. Hertil kommer, at Føderationen blev “født” nogenlunde samtidig med formuleringen af ideen om en nationalstat, så kan det volde vanskeligheder, medmindre man vil synke så lavt som til at sige:

Hér på kanalen vil vi måske nok mere pege på et par mulige kandidater til en fremtidig position. Man kunne forestille sig James Fenimore Coopers indianer-cum-frihedskæmper-romaner: Den Sidste Mohikaner:

Eller “Læderstrømpe” af samme forfatter.

Alternativet kunne være “Huckleberry Finn” eller “Onkel Toms Hytte”. Personligt, når nu skribenten har givet sig selv lov til at stå frem, vil jeg påstå at Det Sande Amerikanske Nationalepos er romanen og filmen:

fried green tomatoes at the whistlestop café

Der er 192 nationer repræsenteret i FN. 3 nationer er ikke. Den Vestafrikanske Republik er ikke, fordi “man” er tvivl om, hvorvidt der er tale om en nation eller blot et landområde diverse guerillabevægelser, lokale krigsherrer eller oversøiske “interesser” kæmper om. Den Palæstinensiske Stat er ikke med, fordi den ikke er anerkendt (!). Og Vatikanstaten er ikke med – fordi den ikke vil!

I dette indlæg har vi beskæftiget os med en tolv-tretten stater, i forhold til pågældende stats Nationalepos. – Det må siges at være et absolut mindstemål, omend ikke helt ubetydeligt. Så der er masser at gå igang med, hvis man føler for det eller er nysgerrig. God fornøjelse – og (selvfølgelig)

No points for effort

En anmeldelse af Romeo og Julie på Betty Nansen Teateret. Billedet ovenfor er fra forestillingens pressemateriale og er taget af Nadia Von Rikka

Er det her en opsætning af Shakespeares Romeo og Julie? Nej. Det er en ny tekst, skrevet af Małgorzata Czerwień, der citerer og refererer flittigt til Shakespeare. Men er Rosenkrands og Gyldenstjerne Er Døde Hamlet? Nej. Er Fat Ham Hamlet? Nej. Er Romeo og Julie på Betty Nansen teateret Romeo og Julie? Nej. Der er ikke tale om en moderniseret opsætning, men om et forsøg på at tackle nogle problematikker, der rimer på det, der er i Shakespeares tekst.

Det gør forestillingen ved at lave tre lag: lag 1, der forsøger at være som en nutidig serie om ungdommen – tænk Euphoria, Adolescence eller Salsa, som forestillingens Julie, Safina Coster-Waldau, har medvirket i; lag 2, der er scener direkte fra Shakespeare; og et metalag,  lag 3, hvor skuespillerne taler om det at spille rollerne i Romeo og Julie.

Lag 1 fungerer vel ok. Skuespillerne spiller i hvert fald bedst her, men selv for en person der er så out of touch med ungdommen som jeg er, føles det hele ekstremt bedaget. Det virker mere som en blanding af min ungdom og klassiske fortællinger om ungdom, end det virker som noget, der pulserer af nutid. Julie arrangerer hemmeligt for sin mor en fest (maskeballet) under dække af en “fransk filmmaraton-aften” – og det føles som en idé om ungdom, der stammer fra voksnes ideer om min ungdom. Og jeg er 40. 

Fungerer det bedre med de voksne? Lidt, ja. Bedst i Far Montagues store problemer med at relatere til sin søn Romeo, der altid bare lukker sig inde på sit værelse. Desværre gøres faderen til en usympatisk type, der selv gerne vil være ung – igen en type der bor mere komfortabelt i ungdomsbøger fra min ungdom end i nutidens virkelighed. Her skulle teksten snarere have insisteret på faderens grundlæggende gode intentioner og magtesløshed i stedet for at reducere ham til cringe. Mere om hvorfor senere.

Et andet grundlæggende problem: Romeo er ikke sådan. Typen med en ung dreng, der lukker ned og mumler og ikke kan gribe fat om livet uden spasmer er ret god til at skildre en ung mand i vildrede nu, faktisk. Men når Romeo så samtidig autentisk også er Shakespeares Romeo – der absolut ikke mangler handlekraft eller en fornemmelse af sit selv – og ikke som en frigørende kraft eller en forstillelse, men bare ER det, så disintegrerer Romeos karakter og dermed faderens.

Ud over at teksten som sådan har store problemer med at få lag 1 og lag 2 til at klikke sammen, har spillerne det også. De er simpelthen ikke up to the task med Shakespeares sprog. Det er faktisk synd at sidde og se på, for de er ikke dårlige skuespillere – alle er de rigtig gode fysisk, og de fleste er ok til replikker ellers, skønt de også næsten alle har problemer med artikulation fra tid til anden – men der er tilsyneladende ikke blevet arbejdet ordentligt med teksten i øveperioden til, at de kan skifte overbevisende imellem de to meget forskellige typer af replikker med den adræthed, skiftet mellem lag 1 og 2 kræver. Det gælder for næsten alle spillerne, men særligt Coster-Waldau er tydeligt blevet efterladt uden en ordentlig diskussion af, hvad der egentlig foregår i hendes Shakespeare-replikker. Hun er så meget bedre fysisk og i replikkerne i lag 1, at det virkelig er en skam.

Det er selvfølgelig til dels en smagssag – generelt arbejder danske skuespillere og opsætninger bare meget mere med det fysiske end med det verbale for min smag. Men her er det bare også et krav, teksten stiller, og som ikke er indfriet.

Eneste undtagelse er Kasper Dalsgaard som munken Lawrence (der som i Baz Luhrmans moderniserede version naturligt nok er blevet pusher, men nu også er DJ), der formår skiftet ved rent faktisk at lade til at have gjort hjemmearbejdet med Shakespeare-teksten. Hans karakter er således den mest vellykkede i stykket, selvom det ikke rigtig giver nogen mening, at han kan forestå en vielse – måske har han taget sådan en online ordination?

Brylluppet er i øvrigt det eneste virkelig gennemført vellykkede i stykket. Her filmes først Romeo og Julie, liggende på gulvet og projiceret op på bagvæggen, mens de reciterer (nyskrevne) ægteskabsløfter og så kravler Lawrence, Mercutio og Benvolio og endda Ammen ind i billedet, mens de synger en kærlighedssang sammen. Et glimrende, veleksekveret og rørende billede på found families, der er så centrale i ungdomsfortællinger. Jeg tror hellere, jeg ville have set den her forestilling, og man får fornemmelsen af at mange af de involverede hellere ville have lavet den.

Hvad med lag 3? Jeg er meget begejstret for Rosenkrands og Gyldenstjerne er Døde, der jo er kongeeksemplet på denne idé. Grunden til at det fungerer så godt der er, at figurerne bliver til hele karakterer i metalaget, der så oplever at blive tvunget ind i at spille scener, de ikke vil være med i på måder, de ikke kan genkende sig selv i. 

I Romeo og Julie her er der ikke tid til at udvikle selvstændige karakterer i lag 3, så der forlader opsætningen sig i stedet på det trætte, trætte greb at lade skuespillerne minde publikum om, at de er skuespillere i et teater og at publikum sidder i et teater. Nærmest det første der sker er, at Mercutio beder en fra publikum om at filme ham – så er dén membran brudt – og Paris har en vredladen monolog til publikum om, at han er træt af, at at spille én som ingen holder med og Tybalt siger i et ømt øjeblik, at når han er færdig med at spille ond katteprins for i aften, skal han hjem og lave “en lækker agurkesalat”. Alle disse detaljer og ideer er fine i sig selv – særligt Kevan Nirwan Soliman som Tybalt gør disse ting godt – men de kræver for at virke, at vi som publikum er bragt om bord af enten lag 1 eller 2, eller ideelt set af sammenfatningen af lag 1 og 2. Og det er vi ikke, og så bliver det til gode ideer, der ikke virker. 

Det samme sker for anden akt. Efter en næsten halvanden time lang første akt – der når næsten hele plottet fra Shakespeare fordelt ud over lag 1 og 2 – kommer cirka 25 minutters coda i anden akt, hvor det kun er de voksne, der snakker. Her bryder det sammen (igen for alle andre end  Kasper Dalsgaards Lawrence) fordi ingen af deres ellers partikulært ganske velspillede traumebearbejdelser føles som om de er fortjente. Der er simpelthen ikke etableret nogen rimeligt sammenhængende karakterer for hverken moder Capulet, fader Montague eller Ammen til, at der kan komme katharsis. Og så forbliver det hele på idéplanet og ikke som egentligt levende og overbevisende teater. 

For at illustrere, lad os da vende tilbage til fader Montague. Han får en på papiret virkelig god monolog omkring sin søn Romeo og deres forhold gennem musik og fortællinger om faderens fortid – meget genkendeligt som far. Men det er bare ikke foreneligt med den karakter, der er tegnet i første akt, hvor faderen slet, slet ikke har den krævede oprigtighed. Derfor bliver det på idéplanet. Det føles som en forfatters idé om hvordan det kunne føles, og ikke et egentligt udfoldet kunstnerisk bud på at skildre følelsen. Det er en analyse, en tidlig hensigtserklæring om hvad man gerne vil have noget handler om, men ikke rent faktisk en teaterforestilling. 

Det samme sker med mor Capulet, der i begyndelsen af anden akt har en lag 3 monolog om at det var træls at skulle spille en mor, der mister sit barn og at hun ikke havde sagt ja til det, hvis hun havde vist det var sådan rollen var. Men er hele ideen med teksten ikke, at lag 2 er så velkendt af alle, at der er brug for lag 1 og 3 for at gøre det relevant? Skal vi virkelig tro på, at skuespilleren – den igen fysisk fremragende, men af og til artikulationsudfordrede Özlem Saglanmark – ikke vidste hvad slutningen på Romeo og Julie var, da hun sagde ja til rollen? Det lyder som en fluekneppende indvending, men det er sådan set bare den samme som de andre, jeg har: der kan ikke leges med virkeligheden, når teksten og opsætningen ikke formår at skabe en virkelighed at lege med. 

(Forestillingen bruger her i øvrigt Into my Arms af Nick Cave – og det er måske definitionen på en sang, der kræver mere overbevisende opbygning for ikke at være reduceret til et desperat forsøg på en effekt. Græd nu, for satan! Bliv rørt! Kan du ikke engang lide Nick Cave?!)

Shakespeares Romeo og Julie er et af hans ret helstøbte værker. Der er ikke halvkvædede eller antydede ideer som nogle af hans stykker har. Det er heller ikke bedaget – og alle de ideer, der virker bedagede, når man tænker på dem (balkonscene, anyone?), fungerer overraskende godt i opsætninger, når bare man har arbejdet nok med sproget til at spillerne kan skabe overbevisende karakterer, der rent faktisk taler sådan. Der er således ikke noget særligt behov for at skrive en ny tekst for at kunne sætte det op eller sige det, denne her tekst gerne vil sige (ud over metadelen, selvfølgelig, men der siges ikke for alvor noget nyt eller interessant). Derfor må man selvfølgelig godt, men det er virkelig ærgerligt, dels at man ikke har gjort det bedre og dels at man ikke har givet det nye stykke en ny titel, men det må man nok ikke for marketingafdelingen. Jeg håber ikke, det er en kunstnerisk beslutning.

Skal man bruge Shakespeare som instrument i sin opsætning dur det ikke at gå til det som et greb. Det er den oprindelige tekst for god til, og man ser lille og amatøragtig ud i sammenligning. Man efterlader også sine spillere alene i vildnisset, hvis man ikke giver dem instrumenterne til at kunne bevæge sig i Shakespeares tekst og det var ærlig talt det mest triste ved opsætningen. De stakkels skuespillere, der virkelig prøvede, men som ikke havde haft lejlighed til at lave det nødvendige forberedende arbejde. Det var ærgerligt ikke at kunne klappe af dem til sidst, men sådan er det jo – no points for effort, når man slås med de store. Når så mange andre har kæmpet med Shakespeare og vundet, tæller kun sejre, og ikke gode intentioner. Kun fungerende forestillinger og ikke spredte, gode ideer.

Lad mig til sidst være helt krystalklar: dette er ikke en kritik af ideen om at lave den tekst, Czerwień har lavet, eller af enkelte beslutninger i spillet fra de enkelte spillere. Det er eksekveringen af forestillingen som enhed, sammenbindingen, der ikke fungerer. Jeg ville ønske, den gjorde.

Rating: 2 Roser Der Lyder Navnet Vandlås ud af 5

Romeo og Julie, instrueret af Ewelina Marciniak, spiller på Betty Nansen indtil 30. Oktober. Jeg så den den 17. oktober, to dage efter premieren, og betalte selv billetten.

#Anmeldelser #Teater

den danske storfilm “Arabica”

personae dramatis:

Frederik Christian von Haven – Mads Mikkelsen

Peter Forsskål – Michael Persbrandt

Carsten Niebuhr – Thure Lindhardt

Christian Carl Kramer – Asger Rher

Georg Wilhelm Baurenfeind – Nicolas Bro

Berggren – Christoffer Hivju

instruktion: forhåbentlig Lars “von” Trier, men sikkert Bille August

baseret på Thorkild Hansens “Det lykkelige Arabien”

locations: alle mulige andre steder end Arabien, sådan som tingene står.

Nu kan manden jo være ligeglad, men jeg er stadig fuld af forundring over, at Jørgen Leth fik så mange på huden over Det uperfekte menneske (2005). I grunden drejede det sig om det tyve år senere så højt besungne “autofiktion” – altså det dér skriv, hvor man 1) ikke ved hvad for en slags tekst man læser, og 2) hvor tekstforfatteren giver sig selv tilladelse til at mene alt muligt, uden at skulle forsvare det samt lader sig irritere over, at andre måske mener noget andet. Jammen, det er min oplevelse, mine følelser! Og som bekendt kan man ikke desavouere andre menneskers følelser – når de nu HAR det sådan! som Dan Túrell siger.

Af lignende årsager kan det undre mig, hvor meget kritik der er blevet hældt henover Thorkild Hansens “Det lykkelige Arabien” (1962). Ikke fordi den bog kan beskyldes for at være autofiktiv, men fordi den heller ikke er en dokumentar. “Det lykkelige Arabien” er en roman. For ret beset er der adskillige år til, at Hansen begiver sig ud i noget dokumentarisk, kildebehæftet og reference-relateret. For i denne roman! beskæftiger han sig kun med en skide god historie – med fejl, undladelsessynder, overspringshandlinger og uvederhæftigheder til følge. Og lignende kan siges om utallige fremstillinger af andre og senere begivenheder, samt de involverede personer, tænk blot på film som “Churchill”, “Oppenheimer”, “Enigma”, “En kongelig affære” og “Flammen og Citronen”. Close, but no cigar!

(den hér forside kan jeg især lide, fordi den giver sådan en dejlig “DUNE”-feeling, hvilket passer sig)

Til sagen: Jeg har det med at genlæse bøger, og skulle jeg remse dem op ville det hurtigt kunne føre til den kedelige konklusion, at jeg ikke foretager mig andet – endsige læser noget nyt. Og det skulle jo nødigt hedde sig …

Så netop “Det lykkelige Arabien” er en bog jeg genbesøger, ihvertfald hvert 5. år – fordi det er sådan en herlig beretning.

Frederik V står som den der beordrer en “Expedition til Orienten ved et Litterært Selskab, nedsat af Hans Majestæt”. Nok snarere er der tale om, at visse kongen nærtstående rådgivere har overbevist alkoholikeren om, at det vil være en skide god ide, at sætte et aftryk OGSÅ i den akademiske verden. Og således bliver der sendt 6 mand til Arabien, efter en bunke indledende fnidderfnadder, der i sig selv er interessant, for da expeditionen stiger ombord på orlogsskibet “Grønland”, der skal føre dem til Konstantinopel er stemningen i det lille selskab ikke bare trykket: Den er knust. Der er, med Anders Fogh Rasmussens ord – men kontekstuelt knap så “opløftende” – ikke noget at komme efter! Og det bliver jævnt værre.

(Frederik Christian von Haven er udnævnt til SKURKEN)

Men de kommer skam til Middelhavet, til Konstantinopel og de kommer skam til Ægypten, og endelig – efter strabadser, nid&had og udsigten til ekspeditionens forlis, da også endelig til Yemen/Jemen og Det Lykkelige Arabien. Men så kommer de fatale ulykker, hinsides små intriger og almindelig misundelse, også i et omfang, der – bortset fra én mand – får kuldsejlet hele selskabet. Og så skulle man tro at historien var slut. Det er den ikke.

(Carsten Niebuhr er udnævnt til HELTEN)

Bortset fra et eminent sprog er romanen et godt indblik i både en tidsalder, der kan virke så fremmed, selvom den kun er små 300 år gammel. Og samtidig er den et møde med en verden af igår, når det kommer til nutidens forhold. Og selvfølgelig er den i sig selv noget gammelt lort (fra 1962) – ligesom mig. Så med Roy Battys ord: “Tid at flette næbbet”

#Anmeldelser #dansk

Episode 328 – Litra K Øl og 100 Års Ensomhed

Episode 328 – Litra K Øl og 100 Års Ensomhed

Så er der bog – bogklub! Vi snakker om 100 års ensomhed – og der er en vis uenighed, ikke nødvendigvis om bogens kvalitet, men i den øvrige vurdering. Bliver Mathias for tørnet, eller blot fortørnet? Er Mikkel i virkeligheden for dum til at læse romaner? Bølgerne går højt, til fabelagtige, mytiske niveauer.

I bogen optræder hængekøjer, kødædende myrer, banankompagnier, revolution og ikke mindst tog, så derfor drikker vi en øl fra Nordsjællands Veterantog.

I næste uge læser vi kapitel 1 -3 af En Danmarkshistorie og Mikkel skal forsøge at blive overbevist danmarkshistoriefan.

Skriv til os med ris, ros og rettelser på superkultur.dk, [email protected] eller på Bluesky, hvor vi også hedder Ologavl

We believe the clips in this episode where we use excerpts of music and/or other media are used under fair use for commentary. If you are a rights holder and disagree with us, please get in touch. This episode contains a clip from these Youtube-videos: https://www.youtube.com/watch?v=Rm65YlcRmFg and often this track by DJ Assault: https://www.openmusicarchive.org/audio/Georgia%20Stomp%20By%20Dj%20Assault.mp3 remixed under this license: https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0/ and/or this track by Brotheration Reggae: https://pixabay.com/da/music/reggae-friends-and-things-brotheration-reggae-instrumental-2016-138165/

Marvel-jinglen, der nogle gange er med, indeholder https://www.youtube.com/watch?v=QtxeJ703w18 og https://www.youtube.com/watch?v=mc2KvVM-XM8 og https://www.youtube.com/watch?v=2Qv029fb5UQ og https://www.youtube.com/watch?v=zCp1a0-B5j4 og Reggae Brothers of Old by catch22music from Pixabay og Sound Effect by freesound_community from Pixabay.

Find den gamle Spotify-liste her: https://open.spotify.com/playlist/56slbIN3T8CUjuUbzShR5L?si=3JgimcYhRZCl0ZySRTH3KA

#Anmeldelser #GabrielGarciaMarquez #ØlOgÆvl #podcast #Romaner #SåErDerBogklub_

De døde i Vefby

en polytropisk paramyte?

Tørt konstaterende, at jeg ofte – hisset og hér – har nævnt “De døde i Vefby”, er det forbløffende, at jeg egentlig aldrig har anmeldt romanen. Det bør der hængepartisk gøres noget ved. Ikke mindst fordi det er en lidt besynderlig sag: ” […] minder på mange måder om tendenser i moderne engelsk-amerikansk New Wave-science fiction.”, står der på bagflappen af Stig Vendelkærs udgave fra MCMLXXIV … – altså 1974.

Gerningsmanden hedder Ole Henrik Laub (1937-2019) og har skrevet en vel 40-50 romaner og novellesamlinger. Og hertil kommer radio- og TV-spil. & – for at det ikke skal være løgn – så var han også kunstmaler:

(lidt Bjørn Wiinblad i falsetten, dér)

Nu kan det lyde som om, jeg ved en helvedes bunke om Ole. Men det gør jeg faktisk ikke, og egentlig skyldes det dramatiklæreren på seminariet, at jeg kom videre med Laub. Jo, for jeg prøvede at “sælge” ideen om en opsætning af “De døde i Vefby” for dramaholdet, hvortil dramalæreren sagde at det egentlig var interessant nok, at roman ville kunne omskrives, for Laub var “jo også” skuespilforfatter og dramaturg. Men jeg blev nedstemt, og vi lavede i stedet noget Dario Fo-noget. Hvilket sikkert var fint nok – også at jeg ikke fik min vilje …

Deb Mivver følges med Fafner gennem et tåget, regnfuldt, sumpet og koldt landskab. Med sig har de hesten Rømster, der er belæsset med gamle, flossede og jordslåede bøger. Og så bliver Deb borte fra Fafner og taget til fange af en stor mand i en båd.

Og Deb bliver pint og plaget, indtil han slipper væk og oplever ting, der både kan være noget fra fortiden eller fremtiden, eller fra et parallelunivers, hvor Deb Mivver var en anden – eller bare heldigere. Og endelig kommer han tilbage til Fafner, der ikke har bemærket hans fravær, men kan fortælle at han – Fafner – vil tage til Vefby og udrette et mirakel, så de begge kan komme til lidt penge.

Hvilket går helt galt og Deb ender hos Manden i Båden – hvis det da ikke er anden mand, i en anden båd – og Fafner råber til Deb, at han skal komme hen til ham. Lyder det korte handlingsreferat af en roman på 153 sider.

Når det falder mig ind at være rigtig popsmart og akademisk (på samme tid), udtaler jeg gerne, at der i grunden kun findes to slags historier: “En mand forlader byen – eller: En mand kommer til byen” (og i disse tider, hvor toksisk maskulinitet er fy-fy-skamme-skamme og mikroaggressioner kan bringe én til skafottet: – undskyld for det kønsspecifikke; andre designationer kan tilføjes, hvor det skønnes nødvendigt!)

“De døde i Vefby” løsriver sig betragteligt fra denne “definition”. Den er mangetydig, flertydig – “svær aflæselig”, som man siger om mennesker, hvis adfærd ikke er helt gennemskuelig (et ældre ord er “lunefuld”). Og det starter næsten med titlen: “De døde i Vefby”. For betyder det så, at Deb Mivver og Fafner døde i Vefby, eller betyder det at befolkningen i Vefby er døde?

Det mangetydige trænger helt ind i kapitlerne, f.eks “DEN PLAPRENDE”, hvor Deb angiveligt slipper væk fra Manden I Båden og møder en telepatisk plante. Hér får vi pludseligt afsnit med overskrifter som “Huset”, “Manden”, “Pigen”, “Barnet”. Og de henviser til en virkelighed – eventuelt en fortid – som Deb Mivver kun husker i sin nuværende traumatiserede tilstand, hvor han “[…] føler med finger oppe i håret kan bylden mærkes. Det er en dum byld.” Og måske er det Deb der er dum; Debil.

Bagsideskræppet påstår at “bogens handling udspiller sig i et eller andet europæisk land i en trøstesløs fremtid.” Og så er der lagt op til “Forbrydelsens element”. Men dén tror jeg ikke på.

“De døde i Vefby” er en moderne myte, der lukker sig om sig selv og sit eget univers. Et klaustrofobisk univers, der meget godt kunne ligne noget af Philip José Farmer, eller noget Harlan Ellison, når han var i det hjørne.

Jeg vil afslutte denne præsentation og anbefaling med en “teaser”:

” […] Godaften, sagde Deb, vil De være venlig at sige mig vejen ud af byen.

– Vejen ud af byen?

– Ja

– Og den kender du ikke?

– Åh jeg vil vil bare godt vide den nærmeste vej.”

Hvilket får mig til at tænke på en russisk film fra det forrige årtusinde, hvis titel jeg naturligvis ikke kan huske, men den var vildt omsværmet. Udgangsreplikken i den er: – Hvad skal man med en vej, hvis ikke den fører til kirken?

Ole Henrik Laub

#Anmeldelser #dansk #scienceFiction

Philip José Farmer

ET ESSAY

Mit første sprøde møde med Philip José Farmer (amerikansk science fiction forfatter, 1918-2009) var novellen “Sejl videre! Sejl videre” i Jannick Storms antologi “Den elektriske myre” (Borgen 1972). Og der var ovenikøbet en lille artikel med, hvor PJF fortæller lidt om den “worldbuilding”, der ligger til grund for novellen.

Oven i ovenikøbet præsenterer Storm PJF som “avantgardistisk”. Og selvom jeg – i en alder af ti-tolv år – ikke forstod dét ord, så forstod jeg (noget af) meningen, og var i fuld sving med at skrive “koncepter” til historier, der tog udgangspunkt i myter og indsatte dem i en “realistisk virkelighed”. Og de noter måtte så vente 4-5 år, før jeg kunne sætte noget – mere eller mindre – fornuftigt sammen. Og fred med det – glemslen sletter alle spor. Men hvad nu, hvis der virkelig findes djinner i denne verden? Hvad nu, hvis stjernerne kun er huller i Olbers paradox? Hvad nu, hvis der virkelig fandtes galeoner, der sejlede gennem rummet på en ætervind?

I 1978 udgiver Ole Lindboe og Svend Kreiner Møller artikelsamlingen “Virkelige eventyr”

– i hvilken der – blandet meget andet godt – kan findes Palle Juul Holms “Ædle vilde – syge guder”, en fantabuløs introduktion til PJFs forfatterskab.

I en alder af de dér 15-16 år, hvor jeg havde brugt et par år på at læse John Carter på Mars og Lensman-serien af “Doc” Smith, udfra en antagelse om, at jeg lærte at læse engelsk ved at starte med noget nemt, ramte Holms artikel mig i såvel intellektet som gonaderne. Vold og sex i science fiction – HVAD giver De mig, Fru Heilbunth?

“Fisse mig hér og fisse mig dér! Forpulede piratbumser!” som Mikkeline udbryder i første bind af “Thorfinn”, da piratkokken – i tjaldet tilstand – “gør tilnærmelser”. Eller sagt på en anden måde: – det kommer vi tilbage til!

I “Ædle vilde – Syge guder” bruger Holm en del tid på PJFs to store romanserier. “The world of tiers” og “Riverworld”. Og især “World of tiers” “talte” til ét eller andet i mig – navnlig fordi Holm henviser til William Blake, der i sin næsten kierkegaardske søgen efter Den Rette Sandhed (ikke det æstetiske, ikke det etiske, men det religiøse – arme mand!) formulerede en helt ny mytologi, med dertil hørende guder der bærer interessante navne, ja, vi strejfer næsten H.P. Lovecraft: – Urizen, Enitharmon, Tharmas, Urthona, Orc. Og det er disse næsten-guder, som vor hovedperson, Robert Wolff, møder, da han går igennem et garderobeskab (!) og kommer til Den Lagdelte Verden. Og imens læste jeg Blake op til kvalmegrænsen, og af min forstående far fik bøger med Blakes “visuelle output”, om man så må sige.

Rudolf Broby-Johansen skriver om én af Blakes ætsninger, at manden (Blake) ikke har en stand forskid på anatomi, men tydeligvis selv tror på sine visioner, hvori der ligger en ubetinget styrke, der kommer beskueren til gode.

(dette kunne være en illustration til Cordwainer Smiths “A planet named Shayol”)

Nåmmen, alle disse næsten-guder, som Wolff møder, er alle søskende. De lever for evigt. De har ubegrænsede ressourcer til deres rådighed. De hader hinanden og de bygger mikro-kosmosser, der primært er fælder, mens de – hver og én – kun er besat af, at være “kalif i stedet for kaliffen”. Eller – i det mindste – slå konkurrenterne af banen. Sært genkendeligt!

Personligt nåede jeg at læse “sagaen”, indtil en tredjedel inde i “The lavalite World”. Så kunne jeg ikke mere. For PJF var tydeligvis også løbet tør for damp i et evigt forhindringsløb mellem verdener, der ikke gav udsigt til nogen som helst løsning på noget som helst. Men – MEN! – de tre-fire første romaner i serien er det rene guld, når man er lidt deprimeret over at være lønslave og prioritetsbestyrer. Man kan altid blive til Wolff/Jadawin – bror til syge guder, eller Kickaha – høvding over kentaurerne.

Bortset fra … – at det kan man ikke, for “Kickaha” er Paul Janus Finnegan: PJF!

-Som så – i anden inkarnation – hedder Peter Jairus Frigate, og optræder i PJFs “Riverworld”-serie, der er blevet tilstrækkelig eksponeret andre steder, hvorfor jeg ikke sér nogen grund til at gentage noget som helst. Bortset fra én – måske 2 – ting: – Ligesom i “World of tiers” løber PJF sur i “jagten på Skaberen”, når han skal udrede, hvad der foregår i Riverworld-universet. Og det begyndere mere og mere at ligne – ikke Philip José Farmer; men derimod Philip Kendred Dick. hvilket ikke er pænt sagt, men herfra set yderst korrekt. Og hertil kommer at PJFs forklaring på “sjælevandringen” i Riverworld, bliver en gennemskuelig bortforklaring, der på mange måder ligner Star Wars-universets “forklaring” på hvad The Force er: – det har et-eller-andet at gøre med Midi-chlorians, mitokondrier, something-agtigt, ikk’sandt? “It’s in your cells – don’t you understand?”

PJF havde to andre “serier” kørende: – “Dayworld” (1985), 3 romaner, og en lidt mere “hovsa-se-lige-hvad-jeg-kom-til-at lave” -serie om Brer John Carmody, en lægbroder i Sankt Jairus-ordenen. “Sankt Jairus” (se ovenfor 🙂 ). Og historierne (fem-seks noveller og en roman, “Night of Light” (1966)) handler om, hvordan Carmody fiser rundt i universet i en overbevisning om Guds eksistens, men hele tiden bliver konfronteret med tegn på det modsatte. (På en måde minder John Carmody mig om Frank Herbert “Jorj X Mckie” fra hans Conscienticy-univers … – hvilket skal forstås som en anbefaling)

And now to sex!

Philip José Farmer har fået ry for, at være manden der introducerede sex i science fiction. Ikke som et “påhæng”, en bemærkning om at “så bollede de”, men som en integreret del af fortællingen. Og netop “The Lovers” (novelle 1952, roman 1960) er et godt eksempel herpå. Kort handlingsref. med spoilers og hele molevitten: – Hal Yarrow ( hvilket betyder røllike, der er blevet brugt som lokalbedøvende middel!) lever i et teokratisk samfund, konstant overvåget af sin gapt, der hedder Pornsen (!), der skal sørge for at han holder sig på dydens smalle sti (der er så smal, at en linedanser ville blive svimmel). Men da Hal kommer til planeten Ozagen møder han Jeanette, en kvinde der får hans slumrende kønsdrift i omdrejninger, samtidig med at hans tillærte, oplærte, totalitært inducerede, moralkodeks giver ham hovedbrud og kvababbelser. Og finten er nu, at Jeanette ikke er et menneske. Hun er et insekt. Men ikke blot er hun et insekt, hun er en snylter på de insektoider, der bebor Ozagen. Og resultatet af Hals og hendes samlejer er, at hun bliver gravid – med nymfelarver af sin egen art … – hvorefter hun dør, da larverne æder hende op.

Samme år (1960) udgiver PJF romanen “Flesh”, der handler om den efter 800 år hjemvendte rumkaptajn, Peter Stagg (!), der bliver udnævnt til “Sunhero” og sat til at “imprægnere” den hele klodes kvindelige befolkning. Og det eneste jeg vil sige om dén, i dette oplyste forum, er, at den unægtelig minder om “Le Surmale” af Alfred Jarry. En konstatering jeg lige vil lade stå dér, men som jeg vender frygteligt tilbage til.

I 1968 giver PJF den fuld skrald med udgivelsen af to romaner om detektiven Herald Childe, der forvilder sig ind i et okkult-erotisk univers og undergår diverse forvandlinger, og alt drejer sig om penetrationer og sekreter. James Bond i BDMS-klubben med lykantropi i ascendanten. Til hvilket der er at sige, at de to romaner var bestilt som månedlige episoder i herremagasinet “Playboy”. Bunden opgave – men gode penge!

Farmer nævner et sted, at han har haft en “sexobiologiske fase” i sit forfatterskab. Og det må man sige “ja” til, hvis man eksempelvis læser novellesamlingen “Strange Relations”, blandt andet indeholdende den formidable “Mother”. Og – vil min påstand være – netop denne “ouevre” placerer PJF i et interessant spændingsfelt mellem Freud og Jung – og et strejf af Nietzsche … for smagens skyld.

Til gengæld føles det ret påklistret, når vi i “A Feast Unknown” bliver bekendt med, at vores hovedperson og helt, Lord Grandrith, har en gepard-hun med på sine raids i bushen. Jo! For hun – geparden – har anatomiske egenskaber, der gør hende lige så anvendelig som en kvinde (man må håbe, at det Grandrith, der taler og ikke PJF).

Og med Lord Grandrith er vi ovre i en “faible”, der er specielt Farmersk: – hans dybe og inderlige fascination af Tarzan-myten.

Tillad mig at springe mellemregningerne over (dem kan man gøre sig bekendt med i Palle Juul Holms artikel “Ædle vilde – syge guder”), når jeg påpeger at vi hér har at gøre med en civilisations- og kulturkritik. Og aldeles ikke fordi Edgar Rice Burroughs skabte sin Abernes Konge i en kulturpolitisk modus, men fordi Farmer stillede det ret interessante spørgsmål om Oplysningstiden – herunder Rousseau med “Emile” – gjorde os klogere på “den menneskelige tilstand”; eller om det blot var endnu et forsøg på, at knalde forudfattede meninger og “moralske” vilkår i fjæset på menneskeheden? “Naturens søn”? Javel, ja! Men kan han opføre sig ordentligt … ?

Palle Juul Holm anfører i sin artikel, at Farmer ikke har haft umiddelbar adgang til venstreorienteret tænkning, og slet ikke Marx. Og det er lidt sjovt, fordi PJF selv anfører at:

“I’ve written in many fields: – adventure, space operas, parallel worlds, pocket universes, psychological, political, sexual, biological, pastiche (!), religious, horror, time travel, ESP (det var dengang), “biographical”, metaphysical and marxistisk. Det sidstnævnte henviser til Groucho, Chico og Harpo. Ikke Karl!” og Farmer nævner i den forbindelse, at det har tilknytning til hans “polytropical paramyths”.

Så Farmer var udmærket bevidst om Karl – det havde blot ingen betydning i hans amerikanske univers. Hvilket ikke forhindrer ham i en samfundskritik, der kan virke dybt reaktionær, men dog har såvel historiske som politiske rødder.

Jeg nævnte tidligere, at “Flesh” godt kunne ligne Jarrys “Surmale”. Og det vil jeg nu “toppe” med, at PJF havde en trang til at emulere tidligere tiders “Kiosklitteratur” – herunder, som nævnt Tarzan-bøgerne. Og der kan man nævne “The Other Log Of Phileas Fog”, “The Windwhales of Ishmael”, “Greatheart Silver”, “Venus on the half-shell” samt “Ironcastle” – henholdsvis Jules Verne, Hermann Melville, Charles Dickens, “Kilgore Trout” og H. M. Rosny (den ældre) …. – ham med “jagten på ilden”.

Jeg ved ikke om jeg har fristet nogen til at give sig i kast med Philip José Farmers forfatterskab, bestående af jeg ved ikke hvor mange romaner – og sikkert firdobbelt så mange noveller.

Personligt er jeg dog ikke færdig med Farmer – der er så mange lommeuniverser, der stadig trænger til udgranskning eller genlæsning – også selvom manden kan være lidt besværlig. Og heldigvis for det –

#Anmeldelser #horror #scienceFiction

I begyndelsen var skriget

Jeg fik jo så den dér “skraldede” bog – I BEGYNDELSEN VAR SKRIGET – skrevet af Henning Kure. Ja, det var min svigerinde, der spurgte mig “om ikke det var noget?”, for hun havde fundet den i en flyttekasse, der skulle smides ud, og det havde jo noget med vikinger at gøre ” -og så tænkte jeg på dig!” Sagde hun, mens jeg sad under et tæppe, med morderisk ondt i maven, træthed sivende ud af ørerne og øjne der hang nede på knæene. Virkelig en viking, dér!

Og så læste jeg den. Det kunne jeg ligeså godt –

– For jeg kender udmærket til Henning Kure, al den stund at han er ret central i dansktegneseriehistorie, i nyere tid. Ikke mindst som forfatter til “Valhalla”-tegneserien, sammen med Peter Madsen, Hans Rahnke-Nielsen og Søren Håkansson.

Jeg vidste også godt, at han iøvrigt forskede i myter – mytologier – og filologi og havde udgivet artikler om samme. Alligevel blev jeg positivt overrasket. Ret meget! Aldeles ganske! Nærmest henført og bjergtaget.

Se!

Jeg betragter ikke mig selv som specielt ondskabsfuld eller i besiddelse af sadistiske tendenser. Men jeg fryder mig inderligt når nogen brandbomber “de etablerede sandheder”, ikke mindst når det foregår på Den Videnskabelige Arena og koryfæerne får sådan én over lapperne! For alt for ofte får vi smækket sludder og vrøvl direkte i ansigtet, med besked om, at sådan forholder det sig, for det har “videnskaben”, “eksperter”, “vismænd” (hej CEPOS) eller “væsentlige kilder” udlagt som den sandhed, vi haver at forholde os til. Og jeg vil ikke engang Hive Hans Nobelsfredspris-hungrende Majestæt T. Rump ind i manegen. Det behøves ikke.

Og æder vi ikke dén, så får vi at vide, at “det er vilkår”, underforstået: – det kan man ikke gøre noget ved. Det er bare sådan det er. Men det er det ikke! Og nogle er frække nok til at rejse sig (subsidiært: – sætte sig til tasterne) og udbryde: – “vilkår kan ændres og synspunkter er ikke sandheder”.

Eksempler kunne være Friedrich Engels’ “Anti-Dühring”, hvor den socialdemokratiske værdisætning/”benchmarking” af begrebet “socialisme” bliver skudt i sænk af en dialektisk materialisme.

Det kunne være Carlo F. Hansens “Fysikkens elendighed”, hvor der bliver uddelt drøje hug til relativitetsteorierne samt kvantefysikken – id est: Einstein og Bohr.

Det kunne være Stephen Jay Goulds og Richard Dawkings indædte udfald mod kreationister. Eller det kunne være Elaine Morgans sammenbidte modstand mod en “tarzanistisk” tolkning af menneskets udvikling ( “Hvor kom kvinden fra?”)

(Jeg har også læst to bøger med en kritik af Tolkiens “Lord of the Rings”, med hvad hører af anklager om “borgerlighed”, “sen-victorianisme”, “romanticisme” og “pseudo-fascistoid tendens”. Og man må sige: “What’s not to like?” Det ved vi godt i forvejen, og det har ikke en skid at gøre med noget som helst, så luk nu bare kæften!)

Men hér, i tilfældet “I begyndelsen var skriget”, handler det om et nyt syn på nordisk mytologi, hvor Henning Kure gør op med en læsning af nogle centrale kvad, der oftest tolkes i en meget speciel optik. Nemlig en kristen!

Kures overordnede spørgsmål – eller snarere: – hans indledende spørgsmål er, om “vikingerne” ville kunne genkende deres verdensbillede – deres religiøse overbevisning – i den udlægning, der undervises og formidles í, nu om dage. Og hans svar er et klartonende “nej”, hvorefter han giver sig i kast med en demontering af “fastslåede kendsgerninger” og “uigendrivelige vilkår”.

Der er tale om udvalgte tekster (altså ikke hele korpus), navnlig “Havamal” og “Voluspa” ( “den højes tale” og “vølvens spådom”).

Det handler om verdens og menneskets skabelse.

Henning Kure anfører (og jeg er enig – er I?), at den almindelige dansker, herunder folkeskole- og gymnasieelever, har deres viden om nordisk/norrøn mytologi via en formidling af Snorre Sturlassons “Ældre Edda”, suppleret med nogle tekster af Grundtvig om “Saga” og “Frejas sal”. Og kontekstuelt betragtes mytologien herved som et famlende forsøg på, at nærme sig den kristne tros fundamentale begreber. Almost there but not quite! Udsagnet er, at de fattige vikingesjæle søgte i erindringen efter den tusind år gamle sandhed, der ligger i Mosebøgerne, og skabte en faksimile, der nødtvungent kunne holde, indtil den rette lære (kristendommen) endelig ville anduve deres kyster.

Deres mytologi var derfor sænket i et hedensk mørke. Der var de rigtige brikker, blot var de forkert sammensat.

Men det kan der gøres noget ved! Og derfor fifler Snorre videre med kildematerialet og når frem til dualiteter, der ligger kristendommen nær, når han genlæser og nedfælder sine gendigtninger.

Men!

 – siger Kure!

 – Der er ikke, i kildematerialet, belæg for påstandene. Hverken dramaturgisk, grammatisk, historisk, arkæologisk, filologisk eller kompositorisk. Det ligner mere en hvid kanin op af den høje hat og turtles all the way down.

    Med andre ord: – Snorre Sturlassons udlægning af norrøn mytologi er et falsum, udelukkende begrundet i hans eget behov for en kristen mission!

De vilkår – dualiteter – som Snorre påstår eksistensen af, fordamper ved nærlæsning af kildematerialet. De ligheder, der påstås, er ikke blot overfladiske og misvisende, men hidrører fra mistolkning af enkelte passager – helt ned til enkelte ord – der bare ikke har den betydning, som Snorre tillægger dem.

Se! Det er fandme’ kritisk  læsning. Og egentlig har kun én anke – ja, det er vel nærmest en fortrydelse, en ærgrelse: – hold kæfte hvor ville det bare have været fedt, hvis Henning Kure havde været med på sidelinjen, da Claus Deleuran skrev og tegnede sin “Danmarkshistorie For Folket”.

Jeg anbefaler derfor varmt: – “i Begyndelsen var skriget – Vikingetidens myter om skabelsen”, Henning Kure, 352 sider, Gyldendal 2010 (aner ikke hvad den koster – du må låne min)

#Anmeldelser

Thyboen Conan

I kommentarsporet til anmeldelsen “Conan – sort lotus” kaster Janus en stille undren af sig:

Apropos oversættelser er jeg ret overbevist om, at Conan var cimmerer i de danske oversættelser, så jeg snubler lidt over Mogensen cimmerianer.

Og jeg må sige, at dén undrer også mig. Men i det hele taget har det altid undret mig, hvad folk fra andre lande eller befolkningsgrupper bliver kaldt. Lad os tage nogle eksempler: svenskere, russere, tyskere, italienere, grækere, tyrkere. Og pludselig – ud af det blå – franskmænd og nordmænd!

Jeg er med på, at det kan virke lattervækkende, at kalde disse for franskere eller norskere, men når vi er færdige med at brække os af grin, er det sådan set mere “regelret” eftersom det går galt for sætningen “hun er forfatter og franskmand“. Sådan en møgert ville jeg ikke kunne leve med. OG der altså ikke noget “d” i Norge, så hvor faen er det hentet?

Robert Erwin Howard var mange ting, men han var ikke emotionelt eller kognitivt indskrænket, så da han konstruerede sin “Hyboreanske Tidsalder” (i århundrederne efter Atlantis’ fald) var det med velberådet hu. Alle de lande og riger, hvorhen i Verden Conan fór, er genkendelige som “urformer” af noget vi ved. Nemedia er Germanien; Stygia er Ægypten; Aquilonia er Frankeriget og Corinthia er Det Antikke Grækenland.

Morfar Tolkien lavede et lignende trick, og jeg citerer Claus Deleuran fra hans “Danmarkshistorie for Folket”, bind 5, side 24:

“Attilas rige er blevet til det lede Mordor, mens man aner romer- eller frankeriget bag Gondor og goterne i hestfolket i Rohan”

Så der er styr på tingene.

Og så er der den der oversættelse. Og ja – eller rettere nej! Conan er ikke “cimmerianer”; det er en anglicisme. Også selvom han kommer fra “Cimmeria”, og molevitten så bliver bøjet efter forbilleder som “koreaner”, “bolivianer”, måske endda “indianer” eller “batavianer”. Men det hedder altså hverken “suomianer” (folk fra Finland) eller “somalianer” om folk fra Somalia. Hvordan det lige forholder sig med folk fra Finland er jeg så ikke helt klar på. Jeg mener: – danskere kalder dem “finner” (hvilket er ukorrekt, men dog forståeligt). Men på svensk betyder “finnar” bumser – acne! Vi må spørge på den finske ambassade og høre hvad de fin(d)er.

Og så er der lige en anden ting, og den går fuldstændig modsat konsensus og er “bevist fejlagtig” af historikere, arkæologer, sprogforskere og andet godtfolk. Men jeg fremfører det alligevel.

Hvis man kigger på ovenstående kort, så dækker Cimmeria store dele af Nordsøen og Danmark. OG Conan er “cimmerer”, men efter som “c” er “k” (det hedder “kæsar” = kejser, og ikke “sæsar”) taler vi rettere om “kimmerer”, og sådan én kommer fra “kimmerland”, hvor den germanske lydforskydning gør “k” til “h” (“cornu” til “horn”, f.eks.) Conan kommer fra Himmerland. Og hvem boede så dér? Jo, det gjorde kimbrerne, der tog på “kimbrertoget” for at deltage i kelternes imperiebyggeri, der så endeligt – 102 fvt. – blev banket i jorden ved Aix-en-Provence.

Ikke desto mindre er der bred enighed (kæft-trit-&-retning-konsensus) om, at kelterne var aldrig i Danmark og danskerne er ikke og har aldrig været keltere! Basta! Gundestrupkedlen er importeret, og så gider vi ikke snakke mere om det!

Ligeledes er jeg blevet irettesat af en universitetslektor, da jeg bemærkede hvor sært det egentlig var, at kelterne betragtede sig selv som “Tuatha de Danaan” – gudinden Danas folk – hvor Dana egentlig (jo) stammede fra området omkring Sortehavet – et område under keltisk herredømme.

– Nej, nej og atter NEJ! Det var forlængst godtgjort at “DANaan” og “DANa” intet havde at gøre med hinanden – og slet ikke med DANmark.

Og så kan man jo bare sidde undrende tilbage og kigge på de hér to billeder:

(Portnahaven, Islay, Indre Hebrider – bemærk bemalingen)

( Rhodos)

Jaja! Det blev en værre rodebutik, men jeg er overbevist om, at min potentielle læser alligevel kan se linien i det.

(og inden jeg får på frakken: – jeg er udmærket klar over at Thy ikke ligger i Himmerland (Cimmerland), så jeg gik efter provokationen).

#Anmeldelser #fantasy

Hjertekvababbelse

Hvordan har du det egentlig med, at din slægtning for 3 millioner generationer siden var en slags muselignende noksagt? Og hvordan har du det så med, at din slægtning for 10 millioner generationer siden var en orm, der levede i sandbunden af et lavvandet hav? Vil du afsværge dig dette slægtskab? Men det kan du ikke! Havde det ikke været for ormen og musen, så ville du slet ikke være her. For det helt vidunderlige er, at hver evig eneste organisme på denne Jord, er resultatet af en ubrudt slægt, helt tilbage fra livets opståen. Og størsteparten af denne slægt, som vi hver især har, er afgået ved døden. Hvilket så ikke betyder at Døden er Livets modsætning. Måske betyder det bare at Døden er Livets grænse – eller måske er Døden en forudsætning for Livet … et vilkår!

Jammen, det er jo to hjerter, siger du. Og det er korrekt. Men de er – i alvorlig grad – ikke ens! Find fire fejl.

For knaldhamrende mange år siden, fik jeg en telefonopringning fra en ven, der læste til sygeplejerske. Og han spurgte så, om jeg nogensinde havde hørt om “Steno-Fallots Tetralogi”. C’mon! Jeg er uddannet pædagog og sidenhen folkeskolelærer, så hvor faen ….? Men min ven bedyrede mig, at oversygeplejersken – på det hospital, hvor han var i praktik – IKKE ville godkende hans praktik, medmindre han satte sig ind i “Steno-Fallots Tetralogi”. Så selvfølgelig vågnede jeg, som alle danske helte, op og spændte bælte.

Vi befinder os i tiden før PC’en var slået igennem, om man så må sige. Så der var kun én vej: – biblioteket!

Først troede jeg, at det på en eller anden måde handlede om “Steno” – altså danskeren Niels Steensen, anatom, geolog, astronom (1638-1686). Men det var en fejl – om man så må sige. Nej! Der er tale om Arthur Fallot ( 1850 – 1911), fransk læge, der beskrev de fire forhold, der gør sig gældende for patienter med diagnosen “Fallots tetrade”. Steno kommer ind i billedet, fordi ét af symptomerne er “stenose”. Vi kommer tilbage til det/forklaring følger.

Nu var det jo altså min ven, der uddannede sig til sygeplejerske – og sidenhen lavede vi et foredrag om euforiserende stoffer. Men denne mærkværdige, medfødte hjertefejl interesserede mig stærkt. Hvordan kunne man overhovedet leve med den slags? Og nu er det på tide, at definere problemet:

Der er tale om et hjerte, der ikke fungerer optimalt, fordi der er hul mellem de to kamre, der skal holde iltet og af-iltet blod separat. Der er en fortykning af selve hjertevæggen, hvilket betyder en belastning af hjertemuskulaturen. Der er en forsnævring (stenose, på lægesprog) af pumpningen til lungerne (altså endnu en belastning for hjertet) og der er en hjerteklap i “produktionen” til kranspulsåren, der ikke kan lukke, fordi den bare består af to “visne” klapper. Resultat: – blå børn.

Prognosen er ikke for god, men lægevidenskaben har dog været oppe på beatet, så det er faktisk sjældent at børn – nu om dage – dør af Tetraden. Til gengæld er de lænket til en allerhelvedes bunke medicin – for life! Og sådan er det.

Nicolas Keramidas, der er født i 1973, er en tegneserie-kunstner, der vistnok også – a la Danseorkesterets Jørgen Klubien – har haft et eller andet i spjæt med Disneykoncernens animationsafdeling. Eller hva’ faen. Og Keramidas er født med Fallots Tetrade. Hvilket betød, at han i en sen alder måtte en tur på “skærebrættet” under kyndige kirurgers kompetente knive, for – endnu engang – at “åbne hjertet”. Og det er der kommet en både rørende og informativ – nåja – “graphic novel ud af”, på dansk udgivet af forlaget Fabel. Og jeg kan på det varmeste anbefale den. Hvad man skal føle eller mene, vil jeg overlade til læseren at beslutte. Personligt blev jeg ramt et sted, dybt inde i mig selv.

Ovenstående er IKKE “Valde”. Men den ligner i forbløffende grad, vil jeg sige.

Af årsager det ikke er enhver beskåret at udpønske (og slet ikke mig), har min samleverske gennem 40 år, altid sværmet for “tæppetissere”, når det gjaldt hunde. Og den seneste tildragelse er så en grå fransk bulldog, der mere eller mindre lyder navnet “Valde”. Valdemar Atterdag, må man sige. For Valdes hjerte er en Fallotsk Tetrade. Ingen tvivl! Og det betyder så, at han nu – i skrivende stund – kan styrte om og være stendød, hvert øjeblik det skal være. Eller ikke.

Det interessante i denne sammenhæng er, at Valde opviser og udviser alle de karakter- og adfærdstræk, som også Keramidas er inde på, i sin tegneserie. Vild aktivitet, rasende vredesudbrud, underdanig kælenhed, ubeskrivelig sult, ufokuseret “parathed”. En rigtig “legehund”. En hund, som børnebørnene elsker højt. En hund, der dør lige om lidt –

Hjertekvababbelse –

#Anmeldelser