🪦⚰️🪵 BEGRAVELSESPROTEST MOD ZALANDOS BIDRAG TIL ØDELÆGGELSEN AF SVENSKE NATURSKOVE UNDER CPH FASHION WEEK
Her til morgen afholdt NOAH sammen med Skydda Skogen, Sáminourra, Skogsupproret og ROBIN WOOD en begravelsesceremoni for de værdifulde svenske naturskove, som onlinehandlen Zalando er med til at ødelægge.
Levende træer var rejst hele vejen fra de uberørte svenske skove for at deltage i begravelsesceremonien. Til lyden af begravelsesmusik og taler, byggede træerne et alter af papkasser til ære for deres artsfæller, der er blevet fældet for at producere de papkasser, som Zalando leverer deres varer i.
De svenske uberørte skove forsvinder med alarmerende hast. Hvert eneste år forsvinder titusinder hektar uberørt skov i Sverige, og SCA er hovedansvarlig. Udover de åbenlyse konsekvenser for biodiversiteten og klimaet, har afskovningen også store konsekvenser for de sámiske rensdyrhyrder, som er afhængige af skovene som vigtige græsningsområder for deres rensdyr.
Zalando er hovedsponsor for Copenhagen Fashion Week, som finder sted denne uge, og begravelsesceremonien blev derfor afholdt foran Nikolaj Kunsthal, hvor Zalando og Copenhagen Fashion Week samtidig afholdt en talk med finalisterne til Zalandos Visionary Award - en pris, som ellers blandt andet sætter fokus på social bæredygtighed. Gæsterne kunne ikke komme ind i kunsthallen uden at blive konfronteret med Zalandos uetiske virksomhedsadfærd.
Zalando bidrager til ødelæggelsen af uberørte svenske skove ved at opkøbe indpakningsmateriale fra DS Smith, som er den største virksomhed på markedet for papirbaseret indpakning. DS Smiths indpakning produceres blandt andet med produkter fra SCA, som er Europas største private skovejer, og som i årevis har mødt heftig kritik for de negative konsekvenser deres skovbrug har for biodiversiteten, klimaet og oprindelige folk.
Mere information her:
https://forestscandal.org/