Ironisk nok har vi netop bestil Knight of Seven Kingdoms hjem på enten bluray eller dvd (kan ikke lige huske hvilken vi endte med at vælge) fordi min nevø varmt anbefalede serien og jeg havde i sin tid læst alle novellerne i sin tid, så jeg vidste det ville være en fed fortælling.

Som udgangspunkt køber vi kun film vi ikke har set, hvis de har fået mange høje anmeldelser eller en af os har researchet den og udtrykt personlig interesse.

Langt de fleste film og serier vi har i vores samling er nogle vi holder utroligt meget af og gerne vil eje. Vi har også nogle instruktører vi hver især gerne vil eje alt fra. Fx vil min kæreste gerne eje alle Anders Thomas Jensen-film og jeg vil gerne eje alle Satoshi Kon-film. Af serier var jeg meget hooked på at eje Anne fra Grønnebakken og Band of Brothers, bare for at nævne nogle eksempler. Det er altsammen film og serier som vi har et forhold til fremfor at det er tom underholdning, hvilket jeg længe følte blev pointen med streamingtjenester.

Når man kun vælger at købe film og serier som man holder af, så ender man nødvendigvis ikke med at have opbevaringsproblemer. Vi har købt et fint lille vitrineskab til at opbevare vores film i og jeg tror det er rigeligt, for jeg har ikke behov for at eje alt der nogensinde er udkommet. Kun de ting som virkelig har rørt mig på en eller anden måde.

Og de film eller serier som vi ikke nødvendigvis ønsker at eje, men gerne vil se, dem låner vi på biblioteket.

Der er selvfølgelig nogle streamingtjenester, som ikke er lige så gode til at få deres film og serier udgivet fysisk som HBO er, men der kan man jo evt lege pirat, hvis det er det man vil. Eller som jeg gør: sige pyt.

For mig handler det med de fysiske medier også om at dræbe en tilvænning i mig, som jeg overhovedet ikke kunne lide. Oplevede nemlig lidt at streamingtjenesterne mere og mere blev som sociale medier, hvor man bare skal sidde og glo, fastholdes på deres tjeneste og klikke videre til næste produkt når man er færdig med det man lige har set. Faktisk skal man slet ikke klikke, man når knap at se fem sekunder af rulleteksterne, før tjenesten har smidt en ny film eller serie foran dig med trailer og playknap klar så du kan fortsætte med at glo.

For mig endte det med at have den effekt at jeg faktisk ikke rigtig kunne huske de ting jeg så. Meget af det var også vildt dårligt lavet og ligegyldigt underholdning. Hver gang man gav en film eller serie en chance så var det næsten altid tomhjernet underholdning. Ind ad det ene øre. Ud ad det andet.

Det gjorde mig faktisk ked af det for jeg elsker film, men det her var den mest ulækre måde at se film på, for der er ingen respekt for kunstarten på disse platforme. Og det kan man også høre når folk taler om det nu om dage. De omtaler film på filmtjenedter som “content”.

Det er fucked.

Jeg gad simpelthen ikke leve sådan mere.

Kan bedre lide at leve i en verden hvor jeg venter på ting, anskaffer mig det, som virkelig betyder noget for mig og enten siger pyt til resten eller finder ud af at låne dem på biblioteket. For det kan man godt. Selv hvis en film ikke er tilgængelig på dit lokale bibliotek, så kan du godt gå ind og bestille den hjem dertil. Mener også at hvis der er en film eller serie som de danske biblioteker mangler, som man synes de bør have, så kan man efterspørge dem, men det har jeg ikke prøvet endnu så ved ikke helt hvordan det foregår.

Ved bare at jeg har fået meget mere ro inde i hovedet efter at jeg holdt op med at have streaming tjenester og jeg savner det overhovedet ikke, selvom jeg er sikker på at der er en masse ting jeg teknisk set går glip af. 90% af det er skrald alligevel. Skabt til at fastholde mig på en platform, der ingen respekt har for filmkunst og som ser deres brugere som tomhjernede malkekvæg, der bare skal presses for penge mens de kan slippe afsted med at levere dårligere og dårligere underholdning.

Streamingtjenester er tiktok og youtube shorts i spillefilmslængde og det er fanme klamt, synes jeg.