Et meget populært ord der går igen, når vi taler om demokrati, er ordet samtale. Vi skal tale sammen, lyder det, og især med dem vi er uenige med.

Der bliver bare ikke talt så meget om, hvordan det er for minoriteterne at skulle deltage i den samtale. Altid at være den der ødelægger den gode stemning. Eller nu skal vi hyggeskændes om politik, men bagefter skal vi være venner, selvom du mener, at jeg faker mit handicap eller min familie skal smides ud af landet.

Samtalen er ikke på lige fod.

@saederup rigtig god og megavigtig pointe!
@saederup Det er svært at samtale med mennesker der har dømt dig på forhånd baseret på egne fordomme/frygt/uvidenhed osv., og så lytter de ovenikøbet heller ikke til hvad du prøver at samtale med dem om...
@saederup især ikke når politikerne er medietrænede og coachede og flytter enhver samtale hen til at kunne fyre deres forberedte argumenter af. En samtale kræver åbenhed og at man lytter til hinanden, og det har ikke været en del af politik i mange år.
@saederup Jeg tror der er en (delvis korrekt) antagelse om, at hvis man kender nogen, der er handicappet eller udlænding, får man større forståelse for disses situation. Men der er ikke noget om prisen for at være den, der skal ændre folks holdninger. Og hvis du er endt i et forum hvor folk finder identitet i deres fjendske holdninger, tror jeg ikke det hjælper noget at tale sammen, så bliver du bare eksemplet på dét, de hader, og det kræver ualmindeligt overskud at tage den rolle frivilligt.

@hunspirillen Folk kan få en bedre forståelse, men det er også tit, at det stopper der. Lige så snart de skal til at gøre noget anderledes, så begynder det at blive svært. Ord er ofte gratis, men konkret handling er meget sværere, især hvis man skal ofre eller give køb på noget, man ser som sin ret.

Jeg vil også sige, at det gør noget at leve i et lille samfund med børn. Jeg holder meget mere kæft, end jeg gjorde engang, fordi jeg også har min søn at tænke på.

@saederup Jeg tror også meget hurtigt det bliver taget som en personlig kritik, hvis du beder mig gøre noget anderledes, for så bliver jeg jo anklaget for at have gjort noget forkert og går straks i forsvar. Desværre meget menneskeligt. Og også komplekst. Fordi, afhængig af hvad du beder mig gøre anderledes, er det muligt at det er *mine* coping mekanismer du er inde og røre ved, og derved anfægter *min* ret til at have skjulte udfordringer. Ved ikke om det giver mening.