I går så jeg Together (2025) en body-horror-komedie, hvor Dave Franco og Alison Brie smelter sammen i dygtigt skuespil. Det er en film, der tager Platons idé om sjæle, der søger deres anden halvdel, og twister det lidt. Hvad hvis du virkelig ikke kunne slippe din partner? Hvad hvis kærligheden ikke bare var følelsesmæssig, men også fysisk uundgåelig? Filmen er virkelig absurd, tåkrummende og morsom, der er ingen klassisk Hollywood stil, eller skurk der skal bekæmpes, der er bare helt almindelig parforholds kvidder, meget menneskelig igennem filmen, men den rammer også et eller andet urmenneskeligt i os: Frygten for at miste sig selv i et forhold, eller måske tværtimod, frygten for aldrig at være tæt nok.

Så så jeg Better Day (2025) den møj jyske æ’ så mong peng-komedie om fire “mænd”, der drømmer om rockstjernestatus, men ender med at spille ballejobs. Her er det ikke kroppe, der smelter sammen, men drømme, venskaber og den der jyske stædighed, der holder dem fast. Det der gør den mere speciel og sjov er, at jeg voksede op derude i Grindsted og havde min ungdom med gutterne der er portrætteret. Foruden kendskab, handler filmen for mig også om, hvordan man holder fast i hinanden, selv når verden (og ens egne ambitioner) trækker i hver sin retning. Filmen er også et fint blik ind i, at alting ikke skal være perfekt og det okay, at fejle, være sårbar og når vi trods alt er sammen, så går det nok.

To film, to måder at være ‘fanget’ på. Den ene med kropslig horror, blandet med hverdagens realisme, den anden med store drømme i det jyske og venskab trods alt er vigtigt. Begge minder os om, at vi alle på en eller anden måde søger efter det der hele os. Om det så er i en hule, på en scene, eller bare i en bodega i Grindsted.