Allan HaverholmWhite settlers (2014)
“Jeg foretrækker faktisk en god spøgelseshistorie over den her slags film,” sagde jeg til min hustru cirka tyve minutter inde. Det er der omkring, hvor Sarah for anden gang sender Ed ud af soveværelset i deres nye hus på landet for at undersøge lydene nedenunder. Lige dér hvor der ikke længere kan være tvivl om at nogen er brudt ind, og parret er i dyb, dyb mødding.
Kender man genren, fra film som Eden lake (2006) og endda Deliverance (1972), så har man allerede en mental skitse af resten af filmen. Brutale landboer som lemlæster og fornedrer de helt sanseløse city folks bare fordi, og gerne en flugt gennem skov og evt bjerge før en højst hypotetisk redning. Jeg kan skære genren ud i pap, men jeg bryder mig ikke om netop den slags gysere, for de nærmer sig virkelighedens afstumpede meningsløshed, hvad mennesker gør ved mennesker.
De viser sprækker i min egen eskapisme, og stiller spørgsmålstegn ved relevansen af mindre virkelighedsnær horror. Hvad har spøgelser og zombies egentlig at sige om menneskelig skræk, når man kan blive hugget ned med en rusten økse på en hvilken som helst rasteplads? Men en anden fare ved den slags film er også, at den postulerede realisme bliver et påskud for at slippe alle narrative tøjler.
Historier som White settlers sætter skellet mellem land og by på spidsen, og med ekstreme situationer viser mennesker reducerede til selvopholdelsesdrift, men hævder samtidigt en kynisk verité som fritager dem for en velformet slutning, som selv slasherfilm som regel holder sig til. Jeg beder ikke engang om en happy end, hvor småborgerligt er dét? Bare vær søde at overbevise mig om, at filmen er lidt mere end en flugt gennem skoven, og at filmmagerne har en rudimentær forståelse af fortælleteknik.
White settlers (hvori alle parter er hvide europæere, så man forstår hvorfor filmen også er lanceret som The blood lands) holder et støt adrenalinniveau under store dele af filmen, men fejler netop på udførelsen af sin afslutning, som giver absolut ingen mening, ikke engang på sine egne præmisser. Men Pollyanna McIntosh sælger overbevisende desperationen som Sarah, og får i det hele taget filmen til at hænge bedre sammen end den har nogen ret til.
3/10★
#etLilleHusPåLandet #langtUdeISkoven #overlevelseshorror #PollyannaMcIntosh #skærmjournal #Skotland
The Blood Lands
Young urban couple Ed and Sarah are set to begin a new life when they move from London into an isolated borders Scottish farmhouse. After falling in love with the 19th century Castle Farm and seeing its potential as a fixer-upper they are anxious to get started on the renovations. In bed on their first night Sarah thinks she can hear noises in the darkness but Ed is disbelieving saying it’s her imagination playing tricks. Persisting in her fear they are not alone in the house, she forces Ed to investigate. When he doesn’t return after a scarily long period, she goes downstairs to investigate only to be confronted by a welcoming committee of masked intruders. As she desperately searches for Ed, a terrifying game of cat and mouse ensues with the mysterious assailants. But what do they want and what horrors do they have planned for the two newcomers?
