@notsoloudTak for tilbagemeldingen. Du har ret i at det har været engelske bøger de seneste par gange, og det er der flere grunde til:
Overordnet har jeg en politik om at læse bøger på originalsproget, hvis det ellers er et sprog jeg kender. I praksis begrænser det sig desværre til engelsk, svensk og norsk (udover dansk, selvfølgelig), nogenlunde i den rækkefølge, selv om både svensk og norsk kunne komme op forrest hvis jeg læste flere bøger på de sprog. Jeg synes sjældent at en dansk oversættelse kan måle sig med originalen.
Jeg kan rigtig godt lide både fantasy og scifi, og udvalget på dansk er bare minimalt ift. hvad jeg kan finde på engelsk. Men i nyere tid har jeg da læst Malene Sølvstens trilogi “Ravnenes hvisken” (+ “Verden styrter”), og i hele 2021 læste jeg stort set kun dansk, da jeg havde sat mig for at gennemlæse hele Martinus' hovedværk “Livets Bog” i syv bibeltykke bind, hvilket jeg da osse nåede inden årets udgang.
Endelig er jeg glad for min
#kindle: udvalget er enormt, og jeg kan købe engelske bøger ved at trykke på en knap (men jeg bliver selvfølgelig nød til at begå dobbelttænkning for at retfærdiggøre hvor jeg køber ebøgerne fra). Jeg har osse danske bøger på kindlen, men processen med at købe bogen og få den over på kindlen er bare ikke tilnærmelsesvis så let og gnidningsfri som med engelske bøger, så bekvemmeligheden vinder oftest (og læsningsmæssigt læser jeg lisså gerne engelsk som dansk). Kindlen rummer osse flere bøger end min fysiske bogreol, så hvis jeg har brug for en bog her og nu (rejser, go'natlæsning, …) behøver jeg ikke beslutte mig for en bog på forhånd, jeg kan bare tage dem allesammen med. Og hvis ebogen er på engelsk, er det supernemt at slå betydningen af et ord op, hvis det skulle være nødvendigt. Og endelig kan jeg læse uden at skulle tænde lyset, hvis jeg vågner midt om natten. Jeg er stor fan (og bruger) af ebøger.
Når jeg skal beslutte mig for en bog næste gang, er det nok ikke sproget der bliver afgørende, men derimod kategorien: Når jeg er færdig med nuværende
#fredagsbog, har jeg siden medio december 2022 læst otte romaner i scifi/fantasy-genren, så alene af dén grund kan det være at jeg skal vælge noget andet end “Zones of Thought” næste gang.
Jeg er så heldig at bo mindre end 200 m fra byens bibliotek, og man kan lukke sig selv ind fra tidlig morgen til sen aften, alle ugens dage. Sikk'en svir! Biblioteket har både “Niels Lyhne” og “Modne mænd” på hylderne, og jeg ejer selv et eksemplar af “Mogens” nu, men vi får se hvad der ender med at blive. 😸