Jeg kender et lille stykke skov udenfor Kolding, som virker magisk på mig. Der er en enkelt sti dertil. Resten står uberørt og er en blanding af tudsegamle træer, nye træer og så alle de væltede som ligger og rådner op. Kun hvis de falder ned over stien, bliver de savet i stykker. Men kun så stien er fri.
Selv min gamle far, som var konventionel landmand er blevet fortryllet af stedet og nævner det en gang imellem som noget, der har imponeret ham.











