🔗 https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-23749
Forslag vedrørende forvaltning af ulve i Danmark
Ulve kræver store territorier – typisk 150–300 km² – og strejfer over endnu større områder. Dette er vanskeligt foreneligt med Danmarks høje befolkningstæthed og intensive arealanvendelse.
Ulve er omfattet af Rådets direktiv 92/43/EØF (habitatdirektivet), som indebærer streng beskyttelse. Efter direktivets artikel 16 kan der dog meddeles undtagelser, når der ikke findes andre tilfredsstillende løsninger, og når det er begrundet i væsentlige samfundshensyn, herunder hensynet til offentlig sikkerhed og forebyggelse af alvorlig skade.
Det er vurderingen, at Danmark ikke udgør et egnet levested for en levedygtig ulvebestand, henset til arealforhold, konflikt niveau og manglende sammenhængende habitater. Samtidig kan tilstedeværelsen medføre uforholdsmæssige byrder for borgere og erhverv.
Historisk er der gennemført regulering af større vildtarter for at sikre en rimelig balance mellem naturbeskyttelse og menneskelige interesser. Tilsvarende hensyn gør sig gældende for ulve.
Derfor foreslås det at:
Folketinget pålægger regeringen:
At arbejde for en justering af EU-retten, herunder habitatdirektivet, med henblik på øget national kompetence i forvaltningen af ulve.
At der i EU-regi prioriteres etablering af egnede, sammenhængende levesteder for ulve i områder med tilstrækkelig økologisk bæreevne.
At Danmark, inden for rammerne af gældende EU-ret, iværksætter de nødvendige foranstaltninger for at fjerne fritgående ulve fra dansk territorium, herunder ved anvendelse af undtagelsesbestemmelserne.
Foranstaltninger skal ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet og gældende regler om dyrevelfærd.
I tilknytning til ovenstående iværksættes undersøgelse at det såkaldte "vildsvinehegn" langs den Dansk/Tyske grænse, til også at begrænse/forhindre ulve i at krydse grænsen. Denne løsning vil alt andet lige være betydeligt mindre omkostningskrævende ift. de mange tilskud til lokale ulvehegn.
/cc [ #borgerforslag | #dkpol ]